Tesla har fået dansk lynladning

De første to af Teslas ”superladere” i Danmark er taget i brug på Fyn og ved Randers. Yderligere tre er planlagt.

Ladestationen i Middelfart kan oplade otte Tesla S ad gangen.
Nyt om biler

400 kms rækkevidde på 40 minutters opladning. Det er nu muligt for ejere af Tesla S, efter at elbilfirmaet har taget den første lynlader i brug i Middelfart, tæt på Den nye Lillebæltsbro.

Med åbningen af denne ladestation midt i landet samt en tilsvarende ved Randers mener Tesla, at ”Danmark er først med landsdækkende og gratis hurtigladnings-netværk til elbiler”.

Tesla, der kalder sine egne ladestationer for ”superchargers”, har planer om yderligere tre af slagsen i Danmark. I løbet af vinteren kommer der lynladere i Storkøbenhavn, Vendsyssel og Sønderjylland.

200 km mellem laderne

Dermed følger Tesla en europæisk plan om at tilbyde sine kunder opladning med 200 kms mellemrum.

For ejere af Tesla S med det største batteri, 85 kWh, er det gratis ”på livstid”, at benytte lynladerne. I Danmark udgør modellen med dette største batteri langt hovedparten af salget.

Fuld opladning 75 minutter

Lynladeren kan overføre en voldsom mængde energi, 135 kWh pr. time. Dermed kan det store batteri lades halvt op på 20 minutter, 80 procent varer 40 minutter, mens man skal sætte en time og et kvarter af til en fuld opladning.

Tesla S med 85 kWh batteri har en officiel rækkevidde på 500 km. Motors erfaring er dog, at det under realistiske forhold er noget mindre.

LÆS OGSÅ: Tesla S - den amerikanske strøm