Nu også det: P-bøder i naturen

Til sommer kommer det til at koste penge at parkere, når man vil en tur på stranden eller i skoven. Det er helt ude i skoven, mener FDM, der undrer sig over, hvorfor det lige er bilister, der skal betale for faciliteter.

Betalingsautomater i naturen. Her Dyrehaven i Klampenborg.
Bilist

P-automater og dermed parkeringsvagter breder sig nu fra byernes trængsel til mange natur- og turistområder i Danmark.

Naturstyrelsen har besluttet at indføre betalingsparkering ved 19 af landets mest besøgte naturområder.

Det gælder bl.a. en stor og kendt parkeringsplads ved Tisvildeleje Strand, to indgange til Jægersborg Dyrehave (”Dyrehaven”), den Tilsandede Kirke ved Skagen og nær Hammershus på Bornholm.  

LÆS OGSÅ: FDM: Betalingsparkering i naturen ikke lovlig 

Indføres til foråret

Naturstyrelsen har ikke besluttet, hvilket selskab der skal opsætte P-automater og sende P-vagter ud i naturen. Her i Klampenborg er det Q-Park. Foto: Torben Arent, FDM
Naturstyrelsen har ikke besluttet, hvilket selskab der skal opsætte P-automater og sende P-vagter ud i naturen. Her i Klampenborg er det Q-Park. Foto: Torben Arent, FDM

Bilisterne skal have penge op af lommen med virkning fra foråret.

Naturstyrelsen har endnu ikke afgjort, hvor dyrt det bliver at parkere i naturområderne, men udgangspunktet er, at prisen ”skal afspejle det lokale markedsniveau.” Nogle steder skal der betales hele året, mens det andre steder bliver gratis uden for ”sæsonen”.

Det er heller ikke afgjort, hvilket eller hvilke private P-korps, der bliver sendt ud for at håndhæve betalingen.

Penge til toiletter og bænke

Naturstyrelsen begrunder betalingsparkeringen med, at der skal skaffes indtægter til at drive toiletter, vedligeholde borde og bænke og fjerne affald. Fem mio. kr. er den forventede årlige indtægt.

FDM er forundret over de nye planer om betaling på offenltige parkeringspladser i naturområder.

- Vi undrer os over, hvad det er for faciliteter, Naturstyrelsen nu vil til at tage betaling for. På mange af P-pladserne er der slet ingen faciliteter, og de steder, hvor der i dag findes toiletter, borde og bænke, er det oftest nogle, den lokale kommune har bekostet og driver. Netop fordi den gerne vil have, at folk bruger naturen, siger afdelingsleder i FDM, Torben Lund Kudsk.

- Vi forstår heller ikke, hvorfor det lige er bilisterne, der allerede lægger over 40 milliarder kroner i statskassen årligt, som skal holde for. Tilbage står indtrykket af, at det blot er en pengemaskine for Naturstyrelsen, tilføjer han.

LÆS MERE: Sådan undgår du parkingsfælderne

To steder er i gang

To steder har Naturstyrelsen allerede indført betalingsparkering: ved Møns Klint og Jægersborg Dyrehave. Sidstnævnte sted koster det 10 kr. i timen hele året, men der er hverken toilet eller borde og bænke til bilisterne. Eneste "service" er nogle hærværksramte skraldespande.  

Den statslige myndighed oplyser, at der alle 19 steder skal være muligheder for at parkere i nærheden uden afgift, hvis man parkerer længere fra hovedindgangene.

I forvejen findes enkelte private betalingsparkeringer i naturområder, bl.a. ved Himmelbjerget. 

De 19 steder er: 

Hjortekær i Jægersborg Dyrehave (Helårs)
Springforbi i Jægersborg Dyrehave (Helårs)
Tisvildeleje Strand (Sæson)
Nordsjælland Liseleje Strand (Sæson)
Nordsjælland Eghjorten naturlegeplads ved Hillerød (Sæson)
Nordsjælland p-plads ved Hornbæk Havn (Helårs)
Nordsjælland Stejlepladsen i Hornbæk (Helårs)
Nordsjælland P-plads Stængehus og Lille kulgab (Sæson)
Bornholm Opalsøen på Bornholm (Sæson)
Vestsjælland Rørvig Sandflugtsplantage, stranden ved Rørvig (Sæson)
Fyn Gåsebjergsand (Helårs)
Sønderjylland Haderslev Dyrehave (Helårs)
Kronjylland Sletterhage på Helgenæs (Sæson)
Thy Bulbjerg (Sæson)
Vendsyssel Råbjergmile ved Skagen (Sæson)
Vendsyssel Den tilsandede Kirke (Sæson)
Blåvandshuk Børsmose (Sæson)
Blåvandshuk Hafniagrunden (Sæson)
Storstrøm Liselund (Sæson)