Går den nye regering nye veje?

Snart begynder det nye folketingsår. FDM ser frem til, at der kommer handling bag de mange idéer. Der er brug for en effektiv infrastruktur i balance.

FDM ser frem til regeringens initiativer på trafikområdet.
FDM Mener

Den nye regering har lagt fra land med en række nye idéer og forslag på transportområdet. I selve regeringsgrundlaget er målsætningen en „effektiv infrastruktur i balance”. Investeringerne skal foretages, hvor det samfundsmæssige afkast er størst, og det varsler et opgør med en periode, hvor størstedelen af pengene til infrastruktur er gået til jernbanen og den kollektive trafik. Det er klogt. For selvom kollektiv trafik og cykler fylder meget i den offentlige trafikdebat, er det stadig næsten otte ud af 10 persontransportkilometer, der sker på vejene i bil. Vi har sagt det før: Uden bilen går Danmark bogstavelig talt i stå. 

Nu er det vejenes tur

Hvor pengene til de nye veje skal komme fra, er dog mere uvist. Forud for finanslovsforslaget varsles der statsfinansiel smalhals. FDM vil imidlertid gerne kvittere for, at det nu ser ud til at blive vejenes tur, og vi opfordrer til, at der på den korte bane konkret ses på de små vejprojekter med stor trængselseffekt. Det handler om at optimere kapaciteten på det eksisterende vejnet. Samtidig er det dog vigtigt, at regeringen tager initiativ til, at der igen skabes mere langsigtede planer,som da Infrastrukturfonden i sin tid blev etableret.

LÆS OGSÅ: FDM mener: Nye tider - nye veje

Fleksibel fart

Fartgrænserne må også formodes at være i spil. Før valget gik de borgerlige partier sammen om et forslag, der under parolen „fart med fornuft” ville øge hastigheden på landevejene uden at risikere sikkerheden. FDM bakker op om forslaget, og vi ønsker en systematisk gennemgang af vejnettet. Der er utvivlsomt mange steder, hvor hastigheden kan sættes op, ligesom der er steder, den bør sættes ned. 

Hvis hastighedsgrænserne i højere grad tilpasses de faktiske vejforhold, vil det give øget accept og overholdelse. Men det vil også kræve investeringer i at gøre vejene sikrere, hvor hastigheden sættes op.

LÆS OGSÅ: FDM mener: Fartblind fartkontrol

Skiltning for fotovogne

Hvis man skulle komme til at træde lidt for hårdt på speederen, er de mange fotovogne klar til at forevige unoderne. Den nye transportminister var hurtigt ude med meldingen om, at fotovognene måske alligevel ikke er den bedste løsning. FDM er helt enig, i hvert fald når der ses på måden, de anvendes på i dag.

Politiets insisteren på selv at ville beslutte, hvor den automatiske kontrol skal ske, er det modsatte af, hvad andre lande gør, og hvad vi hidtil har gjort i Danmark. Andre lande laver også synlig kontrol med tydelige skilte. Spørgsmålet er, om vi på det område i Danmark er så meget klogere end alle de andre. Det er vi næppe. Om det er fotovogne eller stærekasser, er for FDM ikke det afgørende. Det er derimod skiltningen. Lad os få udpeget de farlige strækninger og skiltet dem. Det virker i udlandet og vil også virke i Danmark.

Afgifterne har brug for en reform

Den nye regering synes til gengæld at have sluppet speederen, når det gælder den grønne omstilling. Der lægges op til, at Danmark stadig skal være blandt de forreste, men ikke længere i førersædet, når det gælder omstilling til et samfund, der er mindre afhængigt af fossil energi. Hvad det betyder for transportsektoren, er uvist, herunder om der stadig efter nytår vil være fuld afgiftsfritagelse for el- og brintbiler.

FDM opfordrer til, at der i stedet for endnu en forlængelse af afgiftsfritagelsen for elbiler laves den nødvendige grundlæggende reform. Stædigt at holde fast i, at elbiler er den eneste løsning, er på kort og mellemlang sigt en meget dyr løsning for Danmark. Derfor er der behov for en reform, der slipper mangfoldigheden løs. Væk med værdiafgiften og ind med en teknisk afgift – og det gerne løbende og på et lavere niveau end i dag.

LÆS OGSÅ: Hvis der var registreringsafgift på brød og mælk