Pas på brugte luksusbiler

Det er ikke svært, at lade sig drage af luksusbiler. For lav efterspørgsel på brugte modeller har gjort dem billige i indkøb, men det er fortsat dyrere at holde dem kørende end normale biler. Og især reparationer kan kuldsejle drømmen om en billig luksusbil.

Direktørernes aflagte luksusbiler kan lokke mange.
Nyt om biler

Brugte luksusbiler er billigere end nogensinde. Udbuddet har ikke ændret sig markant, men efterspørgslen efter luksusbiler er faldet, og det har resulteret i lavere priser. Årsagen er dels en stigende fokus på brændstoføkonomiske biler, dels en øget økonomisk ansvarlig adfærd blandt danskerne.

Men man skal passe på. For selvom prisen på de største luksusbiler er faldet fra en nyvognspris på små to millioner til under 400.000 kr. i dag, er udgifterne til at holde de store biler kørende ikke faldet tilsvarende.

Det er stort set alt, som er dyrere at vedligeholde ved en større bil. Mere motorolie, større bremseskiver og dyrere dæk, der både skal klare en højere belastning og højere hastighed.

Reparationer kan være kostbare

Den største udfordring er dog reparationer, især hvis problemet er svært at fejlfinde. Luksusbilerne er meget komplekse med tidens mest avancerede elektronik, og det koster, når det er i udu.

Det kan også være komponenter som aktiv luftaffjedring, som kan koste mere end det tidobbelte af normale støddæmpere.

Så hvis du falder for en luksusbil, så husk at få den undersøgt grundigt før et køb. Både en komplet mekanisk gennemgang og at få et mærkeværksted til at udlæse koder fra bilens computer for at se, om der gemmer sig eventuelle fejl. Dermed kan man indlede bilejerskabet med mere ro i sindet.