Hele verden i lommen

Med en ny topmodel fra hollandske Tom Tom får man (næsten) hele verden i ét navigationsapparat.

Der er hele 66 lande i denne nye verdens-GPS fra Tom Tom, og kortene over alle lande kan være i enheden samtidig.
Nyt om biler

Mange ønsker GPS-enheder, der både har kort over Europa og Nordamerika. Men er man endnu mere eventyrlysten eller kræver arbejdet, at man rejser verden over, kan det være rart med en rejsepartner med lokalkendskab overalt.

Hidtil har man kunne købe kort over enkelte lande og lægge dem ind i navigationsapparatet, men det har været smådyrt og besværligt.

Det er man ud over med Tom Toms nye topmodel, Go Live 1005 i en World-edition.

Kort over 66 lande

Det helt store trækplaster er, at der er 66 lande i enheden, herunder USA, Canada, Europa, Australien, Sydafrika og flere lande i Sydøstasien.

Hukommelsen er på otte GB, så der er plads til alle lande på en gang, og man behøver ikke at udskifte kort afhængig af, hvor man skal rejse hen, som i nogle af Tom Toms tidligere produkter.

Dog savnes store lande som Kina og Japan. De kommer ikke foreløbig ifølge Tom Tom.

Tripadvisor og Expedia

Med 1005 World kan man på farten søge i Tripadvisor og Expedia fra selve GPS-enheden, men kun når man er i Storbritannien, Spanien, Italien og Holland.

Tom Tom har nu i et år kørt med avancerede trafikmeldinger HD Traffic i Danmark, men systemet fungerer også i andre lande. P. t. findes det i 23 lande, men det er ikke alle lande, som er med i alle apparater.

Fordelen ved HD Traffic er, at man får at vide, hvis der er kø på den planlagte tur. Og hvis der er en alternativ rute som er hurtigere, foreslår enheden automatisk denne.

Spækket med funktioner

Enheden har blandt andet en 5 tommer skærm, hvor man kan zoome med fingrene, enkel visning ved frakørsler på motorveje, lokalsøgning med Google, stemmestyring af enheden samt ”mapshare”, hvor man kan dele kort med andre brugere.

Hertil kommer Tom Toms ruteberegninger ud fra historiske data kombineret med dugfriske trafikinformationer fra vejene det første år, man har enheden.

Prisen er 3.000 kr., og apparatet vil i Danmark kun blive solgt gennem Elgiganten.