Ung i FDM

FDM er en arbejdsplads med stor diversitet i forhold til både fagområder, alder og anciennitet. Flere steder i organisationen har vi unge under uddannelse eller unge, som har afsluttet deres uddannelse for nylig eller for få år siden. Du kan her på siden få et indblik i, hvordan nogle af vores unge medarbejdere oplever dét at arbejde i FDM.

Unge medarbejdere i FDM

Medansvar i opgaverne

Vi uddanner løbende elever indenfor mediegrafik og digital handel. Vi har studentermedhjælpere i vores juridiske callcenter, ligesom vi har studentermedhjælpere, der arbejder med bl.a. HR, IT, vores samkørselsapp Ta’ Med og medlemsvendte opgaver. Derudover har vi flere junior medarbejdere, specielt i vores IT-afdeling.

Som ung medarbejder oplever du gode muligheder for at tage medansvar i opgaveløsningen. Dit medansvar indebærer bl.a., at du løbende får lov til at prøve kræfter med nye opgaver og ansvarsområder, og i dialog med din leder er nysgerrig på, hvordan din faglighed og personlige kvalifikationer bedst bringes i spil.

 

 

Faglig og personlig udvikling

Som ung medarbejder er vi opmærksom på, at du kommer med ny og opdateret viden om tendenser og teknologier, som kan bidrage til vores fælles kompetenceudvikling og udvikling af måder at arbejde på. Sparring med, og nogle gange også sidemandsoplæring fra, mere erfarne kollegaer er en vigtig del i din opbygning af erfaring samt udvikling af dine faglige og personlige kompetencer i FDM.

Portræt og citat, Alexander

Mit navn er Alexander, og jeg har været Junior Solution Architect hos FDM siden oktober 2022. Jeg er uddannet kandidat i IT-design og applikationsudvikling.

Det er spændende at være nyuddannet i FDM, fordi … 
Som nyuddannet er jeg sulten på at komme ud og arbejde med moderne teknologier, og FDM går op i at bruge de nyeste teknologier. I FDM er der meget i produktporteføljen, og det skal vi få til at spille sammen IT-mæssigt. Samtidig er der god plads til at kunne nørde med IT og finde den gode løsning – ikke kun den hurtige løsning.
FDM er den rigtige arbejdsplads for mig, fordi …
… der er en virkelig god videndeling, og stemningen er meget uformel i min afdeling. Jeg får god mulighed for at arbejde tværfagligt. I min afdeling sidder der både IT-arkitekter, frontend-udviklere og application-managere, samt backend-udviklere, som sidder offshore. Som arkitekt er det min opgave at få det til at spille godt sammen. Når vi skal lave en ny løsning, så skal vi lave noget backend, vi skal lave noget frontend, og der skal måske noget design indover. Her skal jeg involvere de forskellige systemer og application-managere, så jeg har rigtig meget at gøre med hele økosystemet.
Jeg oplever, at FDM giver mig ansvar ved, at …
… jeg selv er med til at beslutte, hvilken teknisk løsning vi går med, og at jeg selv løser de problemer, der måtte være med den. Selvfølgelig med hjælp fra min leder, hvis nødvendigt. Når jeg selv har lagt mine jetoner på løsningen, så er jeg også mere investeret og motiveret for, at det skal være en god løsning. Samtidig er det jeg laver ikke noget, der bliver overgivet til en driftsafdeling, som står for at fikse alle de fejl, der nu engang måtte være – fejlene falder tilbage på mig, hvilket giver god mening, for jeg ved, hvad der er lavet, og jeg er derfor den, der kan løse det hurtigst. Det er altid sjovere at bruge mere tid på at lave en god løsning end at skulle bruge meget mere tid på at løse de fejl, som opstår, når løsningen ikke er god. Og det kan jeg i FDM.
Portræt og citat, Maria

Mit navn er Maria, og jeg har været digital handelselev hos FDM siden februar 2022. Jeg er i gang med en EUX-Business.

I mine praktikperioder i FDM, gør det hverdagen spændende at …
… jeg får lov til at være kreativ og nytænkende i min rolle, og det er virkelig fedt, at jeg får lov til at prøve forskellige ting af samtidig med, at jeg får den hjælp og de råd jeg har brug for af mine kollegaer. Min afdeling har været gode til at lære fra sig, og de har været imødekommende over for mine ideer og input, som måske kan være lidt utraditionelle. Det er fedt at være elev her og få lov til at stille en masse spørgsmål. Det forventes ikke, at jeg kommer ind og bare ved det hele.
Når jeg har været i skoleforløb, glæder jeg mig til at komme tilbage til …

… mine kollegaer i FDM. Jeg elsker mine kollegaer, og det sociale, uden at det skal lyde som noget fra en salgstale. Jeg glæder mig selvfølgelig også til at komme tilbage til opgaverne, hvor jeg kan være kreativ. Jeg har en elevplan, som sikrer min læring. Det betyder, at jeg kommer rundt i de forskellige teams i min afdeling. Min leder er god til at hjælpe med, hvilke ting jeg skal lære og booke mig ind med dem, der ved noget om det. På den måde får jeg lov til at prøve kræfter med flere forskellige ting.

Og helt klart kantinen – den kan jeg også godt li’.

Jeg oplever, at FDM giver ansvar til mig som elev ved at …
I starten af min elevtid fik jeg ikke så meget ansvar, men FDM kunne godt se, at de kunne fylde mere på, og så har jeg lige så stille fået mere ansvar. Nu er jeg ret selvstændig med mange af mine opgaver. Jeg sidder med nyhedsbreve, FDM shop og fordele. Jeg er også inde over nogle af landingssiderne til partnerne, hvor jeg laver infogrammer og små kreative opgaver – mine opgaver er sådan lidt blæksprutteagtige. Jeg synes, FDM er rigtig gode til bare at kaste mig ud i nye ting og sige, ”vi tænker, at du godt kan klare det her”. Det er virkelig fedt, at FDM lægger ansvar hos en elev, der ikke har super meget erfaring.