Politisk starthjælp til skrantende elbilsalg

Et politisk flertal er blevet enige om at yde elbilsalget starthjælp.

Ny aftale gør elbilerne en smule billigere. Dog kun indtil 1. januar 2019 eller der er solgt 5.000 elbiler. Blot en udskydelse af nødvendig afgiftsreform, mener FDM.

Et politisk flertal sætter nu strøm til det ellers døende elbilsalg. Regeringen, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre er netop blevet enige om at udskyde indfasningen af afgifterne på elbiler, som i stedet fastholdes på 20 procent. Dog kun til og med 2018 eller indtil der er solgt 5.000 flere elbiler.

LÆS AFTALEN HER (eksternt link)

Hvad den nye elbilaftale konkret betyder for prisen på forskellige bilmodeller fremgår af et notat fra Skatteministeriet, som de radikales politiske leder Morten Østergaard tweetede et billede af. (Billede taget fra Twitter)For at stimulere salget af de små og mellemstore elbiler indføres desuden et – ligeledes midlertidigt – fradrag på 1.700 kr. pr. kWh batterikapacitet,dog højest op til 45 kWh, gældende for både elbiler og opladningshybridbiler. Det fradrag løber frem til 2021.

Formålet er at få løbet gang i elbilsalget, der er gået totalt i stå, efter at et flertal i 2015 besluttede at indfase registreringsafgift på elbiler på lige fod med benzin- og dieselbiler. Mens der i 2016 blev lagt 20 procents registreringsafgift på elbiler, steg dette til 40 procent i år. Med dagens aftale rulles den sats altså tilbage til 20 procent.

LÆS OGSÅ: Aftale om afgifter på elbiler på plads

Afgifter har ramt for hårdt

Ifølge beregninger som de radikales politiske leder Morten Østergaard har lagt op på Twitter, betyder dagens aftale, at en Nissan Leaf falder 46.700 kr., mens en VW e-Golf bliver 41.200 kr. billigere. Drømmer man om en Tesla Model S, kan kommende købere glæde sig over udsigten til at spare 226.600 kr.

”Vi har siden elbilsaftalen i 2015 fulgt markedet nøje. Og det er ikke nogen hemmelighed, at der ikke er blevet solgt så mange elbiler, som vi regnede med for halvandet år siden. Den indfasning, vi aftalte, har vist sig at være for hård, og det har nok været med til at bremset salget. Derfor er det glædeligt, at vi nu er enige om en lempeligere indfasning, som forhåbentlig kan få sparket gang i elbilsalget. Det har længe været et ønske fra Socialdemokratiet og Radikale at gøre noget ved elbilsituationen. Det har regeringen lyttet til”, udtaler skatteminister Karsten Lauritzen (V) i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ: Nyt oplæg viser vejen til smartere bilafgifter

Stadig behov for afgiftsreform

Selvom FDM længe har efterlyst politisk handling for at få gang i elbilsalget, er FDM ikke udelt begejstret for dagens aftale.

”Det er positivt, at man fra politisk side har erkendt, at det er nødvendigt at give elbilsalget starthjælp. Det er dog kun et lille skridt i den rigtige retning, og aftalen ændrer ikke på, at der blot er tale om endnu en lap på det kludetæppe, som registreringsafgiften er. Dagens aftale udskyder blot tidspunktet for en nødvendig reform af registreringsafgiften,” siger afdelingschef i FDM Torben Lund Kudsk og tilføjer:

”Om aftalen overhovedet vil gøre en forskel på privates efterspørgsel på elbiler, kan vi godt have vores tvivl om. Det er i hvert fald ikke noget, der for alvor vil sparke gang i elbilsalget. Derfor er vores opfordring, at politikerne bruger 2017 til at tage fat på at få lagt registreringsafgiften grundlæggende om. Hvordan det kan gøres, skitserede FDM, Bilbranchen i DI og De Danske Bilimportører i et oplæg sidste år.”

LÆS OGSÅ: Da elbilmarkedet kortsluttede

Aftalen om at sænke afgiften for elbiler sker med virkning fra 1. januar 2017. Partierne bag har desuden aftalt at mødes igen i 2. halvår 2018 for at drøfte status på udviklingen i elbilsalget i lyset af måltallet i denne aftale, som det hedder i aftaleteksten.

  BMW i3 Tesla Model S VW e-Up VW e-Golf Nissan Leaf Renault Zoe

Pris før afgiftsnedsættelse (kr.)

346.500 1.207.500 187.000 338.600 321.200 299.900
Pris efter afgiftsnedsættelse (kr.)* 301.800 980.900 187.900 297.400 274.500 264.900
Prisforskel (kr.) -44.700 -226.600  - -41.200 -46.700 -35.000

*inkl. teknologisk prisfald, bundfradrag på 10.000 kr. og fradrag for batterikapacitet.

På udkig efter ny bil?: Se de aktuelle elbiler på biler.dk

Kilde: Skatteministeriet

 

Gå ikke glip af bilviden og gode tilbud

Få bilnyheder, gode råd om vedligeholdelse af bilen samt aktuelle tilbud fra FDM.

6 kommentarer

  Opret ny kommentar
Rediger
 |  Skrevet af: Jim Lund Andersen
#6Til politikerne: Host(mere naive, end politiet burde tillade) Fjern nu den afgift på Elbiler og brintbiler til 2025 hvor det er et krav hvis man skal følge EU krav.
Rediger
 |  Skrevet af: Jim Lund Andersen
#5Det er bare typisk lige så snart der kommer ny energi vej, så er politikerne klar til at malke hele market med afgifter på afgifter før alle dansker har mulighed for at købe el-biler, og der slet ikke nok ladestationer endnu..
Rediger
 |  Skrevet af: Fl. Vestergaard...
#4Den indgåede aftale er da meget fin som en midlertidig ordning, men det er ren lapperi, og det fjerner ikke de problemer, som den nuværende afgift medfører i forhold til fremtidig prissætning og forretningsmodeller for handel med biler. Udviklingen stopper jo ikke med elbiler og biler som vi kender dem nu. Eksempler:

Nogle fabrikanter overvejer at inkludere forsikring i bilens pris, fordi de bliver meget sikrere - bliver i DK beskattet med moms og 150% afgift.

Sikkerhedsudstyr som kan redde menneskeliv beskattes med moms og 150% afgift.

Ekstraudstyr, som fås ekstra billigt ved køb af bilen og kan eftermonteres senere til en langt højere pris bliver pålagt 150% afgift, når det købes og leveres sammen med bilen. Som dansker er det derfor billigere at eftermontere til den høje pris. Det er jo tosset, især fordi udstyret i højere og højere grad software.

Indfasning af registreringsafgiften på elbiler forsinker udbredelsen ind til et vist punkt. Herefter vil der ske en chok-omvæltning, fordi elbilerne bliver billigere end fossilbiler, og prisforskellen forstærkes af registreringsafgiften. Det sker i DK når alle andre lande er langt længere med omstillingen end os.

Det samme kommer til at gælde med andre nye tiltag, som påvirker bilernes værdi, f.eks. teknologier, der giver endnu større sikkerhed, kan afhjælpe trængsel, får bilen til at køre lang længere på en opladning/opfyldning - og på et tidspunkt: selvkørende biler. Udviklingen stopper ikke med el, brint, og hvad det end hedder i dag.

Hvis ikke registreringsafgiften snart omlægges, får poltikerne travlt med at lappe videre på de nuværende afgifter, og DK taber til omverden på transportområdet til skade for alle - ikke mindst de mest udsatte i samfundet, som ellers er dem man ofte bruger som undskyldning for at bibeholde afgiften i nuværende form.

Jeg håber inderligt, at den nye aftale er lavet for at skaffe ro og tid til at gennemføre en permanent omlægning (eller fjernelse) af den nuværende registreringsafgift.
Rediger
 |  Skrevet af: Leif Søndergaard
#3Det kommer til at foreslå som en skrædder i helvede, hvilket betyder jeg tør vædde en årsløn på at der ikke bliver solgt en eneste elbil/ opladningshybrid mere på den bekostning. en nedsættelse af registreringsafgiften på f.eks en VW Golf GTE på de ovennævnte 14750. kr er jo slet ikke i nærheden af at være nok til at folk vil investere i sådan. Ligeledes bliver det med de andre el- og opladningshybrider som der er tale om.
Rediger
 |  Skrevet af: Søren Jæger Hansen
#2Fradraget på de 1.700,- er tilsyneladende i GRUNDLAGET for afgiften, dvs. i bilens pris FØR afgiften beregnes. Det svarer så til 1.700,- x 20% x 150% = 510,- lavere afgift pr. kWh.

Endnu engang er dette blot noget lapperi. KOM NU IGANG med forhandlinger om at gøre op med den værdibaserede afgift.
Rediger
 |  Skrevet af: Knud Kristensen
#1Det er fint, at plug-in hybriderne nu får en lille ekstra stimulans med de 1700 kr./kWh baseret på batteriets størrelse. Håber der ikke "kompenseres" ved at ændre fradraget for km/l brændstof.

For en VW Golf GTE betyder det en nedsættelse af registreringsafgiften på kr. 14.750,-.

Indsend kommentar

  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
  • Tilladte HTML tags: <a> <p> <em> <strong> <cite> <code> <ul> <ol> <li> <dl> <dt> <dd><span><div><br />
  • Internal paths in double quotes, written as "internal:node/99", for example, are replaced with the appropriate absolute URL or relative path.
  • Filter for image paths to CDN URLs

Yderligere information om inddataformater

FDM netbutik

Stort udvalg af udstyr til bilen

FDM netbutik

Stort udvalg af udstyr til bilen