Glubende appetit på nye elbiler: magisk grænse brudt

Vores lyst og økonomi til at købe fabriksny bil har virkelig fået fart på. Leveringerne af nye biler steg i november med 25 procent. Samtidig eksploderer salget af elbiler og når det højeste niveau nogensinde – særlig drejet af ét bilmærke.

Grøn parkeringsplads reserveret til elbiler.
Nyt om biler

Salget af nye biler stiger hurtigere og hurtigere. Tallene for november viser den største stigning for hele 2023. 25 procent er stigningen fra november sidste år, så der i årets næstsidste måned blev leveret 16.354 nye personbiler.

Særlig markant: Vi køber elbiler i rekordstort omfang. Andelen nåede i november op på den højeste andel nogensinde. 44 procent af de leverede biler i november er fuldelektriske, viser opgørelsen fra Bilstatistik.dk.

Også i absolutte tal blev der sat historisk rekord med 7.233 fabriksnye elbiler. Den hidtidige rekord var fra marts 2023 med 6.549 styks.

52 procent elbiler i november

Endnu mere bemærkelsesværdigt bliver det, når man tæller importen af brugte elbiler med. Disse biler er næsten alle under et år gamle og er i overvejende grad en erstatning for en fabriksny bil. 3.600 brugte elbiler krydsede ind over grænsen i november.

Med den opgørelse nåede elbilsalget op på 10.811 i november mod 10.122 øvrige. Dermed udgør rene elbiler næsten 52 procent.

– Det skal ses i lyset af, at der har været markante prisnedsættelser på især elbiler, og mange forbrugere har benyttet de gode tilbud på køb, men også på leasing, siger forbrugerøkonom i FDM, Ilyas Dogru.

– Det er helt vildt, at vi rammer 44 procent blandt nye biler og ikke mindst over 50 procent inklusive brugtimport, men december bliver endnu vildere, da alle mærker i en slutspurt vil have mange biler indregistreret, siger han.

Plugin-hybrider falder fortsat

Opladnings-hybrider udgør blot otte procent af de nye biler i november, selv om afgiftsstigninger fra 1. januar kunne tilsige en vis ’hamstring’ nu.

– Det bliver nok en bedre december, da der også blandt dem er kommet mange tilbud, og da afgiften stiger fra nytår. Men ellers har plugin-hybrid-salget toppet i Danmark, lyder Ilyas Dogrus vurdering.

Blå Tesla Model Y bagfra.
Tesla har haft tradition for at indregistrere de fleste biler i den sidste måned i et kvartal, men alligevel får Model Y meget høje leveringstal i november - mere end dobbelt så høje som nr. to på listen. Bilen kan sandsynligvis nå op på 17.000-18.000 styks for hele året.

Med ca. 154.000 nye personbiler efter 11 måneder kan årets tal ende tæt på 175.000 nye biler. Det vil være markant flere end sidste år, men stadig 10.000 under 2021 og et pænt stykke fra 2020-rekorden på 225.000.

Tre elbiler øverst på top-20

Det er også elbiler, der indtager de tre øverste pladser på novembers hitliste – Tesla Model Y, Tesla Model 3 og Skoda Enyaq.

Tesla Model Y topper endnu en gang listen, efter at flere prisnedsættelser, lagersalg og ikke mindst privatleasing har givet medvind. Tesla Model 3 er efter længere tids fravær i top-tre tilbage med den faceliftede model.

Model Y er samtidig på vej mod at blive blandt de mest solgte biler i Danmark på ét år. Ved udgangen af november var der indregistreret 15.018 fabriksnye styks.

 

 

 

Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?

Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.

Få FDMs nyhedsbreve