Sådan får flere danskere – og miljøet – bedre fordel af elbilstøtte

Ekstra støtte til de billigere elbiler er nødvendig, hvis bilismen skal kombineres med hensynet til klima og miljø. Ellers får flertallet aldrig råd til mere end en „halv elbil“.

Illustration: Halv elbil kører på vej
FDM Mener

For at komme i mål med den grønne omstilling, også på transportområdet, er det vigtigt, at det sker på en måde, som alle kan være med på, har råd til og kan se sig selv i. Ellers risikerer vi, at klimakampen splitter os i stedet for at samle os. Klimakampen er simpelthen for vigtig til, at vi spiller på hvert vores hold. Der er ikke plads til et A- og et B-hold, vi skal alle have samme gode muligheder for at bevare vores mobilitet. Sådan er det desværre i stadig mindre grad.

I dag har „A-holdet“ alle mulighederne. De suser rundt i lækre elbiler, som de har kunnet købe til en i danske øjne yderst rimelig pris, nemlig uden eller med kun meget lidt afgift. De nyder også godt af lave løbende udgifter, når der lades hjemme i indkørslen til lav pris, når ejerafgiften betales, og når de parkerer i en række byer.

B-holdet får kun en halv løsning

Og så er der resten, det vil sige de mere end 90 procent af de danske bilister, der ikke har haft mulighed for at købe en ny, men også dyr elbil. De ser ind i et nybilmarked, hvor der godt nok er små billigere elbiler på vej, men oftest er det biler, der ikke ligefrem egner sig som familiens bil nummer et. Det samme gælder brugtbilmarkedet, hvor det heller ikke vrimler med billige familievenlige elbiler. Det bilmæssige „B-hold“ kan populært sagt få „en halv løsning“, hvis de med deres nuværende bilbudget skifter den brugte benzin- eller dieselbil ud med en elbil. Samtidig mødes ejere af fossilbiler af stigende afgifter og restriktioner i form af miljøzoner og måske snart også nulemissionszoner, som helt lukker dele af de større byer for dem. Sat på spidsen hjælpes de, der har de bedste muligheder for at skifte til elbil, mens de, der ikke har, straffes. En slags omvendt Robin Hood. 

Tid til at tænke nyt

Næste år er vi halvvejs inde i den periode, hvor de nuværende afgiftsregler for biler er gældende, og i den oprindelige politiske aftale fra 2020 var der her indlagt en midtvejsevaluering. Indtil nu er det gået over forventning med at få lav- og nulemissions biler på vejene, og fortsætter den tendens, når vi 300.000 elbiler inden årets udgang – svarende til 11 procent af bilparken. Men vil udviklingen fortsætte?

Efter planen skal afgifterne på elbiler stige, og fra 2026 vil det for alvor kunne ses på prisen for de større og dyrere elbiler. De biler, der i dag udgør hovedparten af salget. Det vil helt sikkert bremse købelysten og samtidig øge prisen på brugte elbiler. 

I FDM spørger vi derfor nu, om ikke det er tid til at tænke nyt om, hvordan vi støtter elbiler. Skal de dyre modeller stadig have den største indirekte støtte? Eller er det ikke tid til at se på, hvordan vi får alle med ved yderligere at støtte de mindre, billigere elbiler, som familier med almindelige indkomster har bedre mulighed for at erhverve? Vi tvivler på, at elbilen for alvor får et folkeligt gennembrud, hvis de mange danskere, der ikke har 300.000-500.000 kr. til en ny elbil, skal nøjes med en halv løsning.

Hold dig up to date med FDM

Få gode tilbud fra FDM og de seneste bilnyheder direkte i din mailboks.

Få FDMs nyhedsbreve