Nye klimaafgifter vil straffe dieselbilejere – sådan vil FDM hjælpe dem

Afgifter på diesel er en billigere og bedre måde at nedsætte CO2-udledningen på end tilsætning af biobrændstof. Men så skal udligningsafgiften samtidig sættes ned, mener FDM.

Tre tankpistoler med diesel på række.
FDM Mener

I de kommende år skal transportens CO2-udledning yderligere ned, og her kan afgifter være med til at påvirke forbruget i den ønskede retning. I den proces har FDM fokus på, at de løsninger, der vælges, er de rigtige, så tiltagene giver reel klimaeffekt, og at regningen bliver mindst mulig for forbrugerne. I den forbindelse har FDM bakket op om en højere dieselafgift, hvilket måske kan undre, men der er en god forklaring – og et krav om, at en anden afgift samtidig skal ned.

Regeringen har som led i arbejdet for at nå klimadelmålet for 2025 foreslået at øge iblandingen af biobrændstof i diesel og benzin. Det er imidlertid en både dyr og tvivlsom måde at mindske klimabelastningen på. Biobrændstof er dyrere end olie, og fra flere sider rejses der tvivl om, hvor grøn biomassen reelt er.

I et lækket notat fra regeringen fremgår det, at der er regnet på to veje til at nå den ønskede reduktion i CO2-udledningen fra vejtrafikken. Man kan iblande mere biobrændstof i benzin og diesel, eller man kan øge dieselafgiften. Det sidste skal få danskerne og især udenlandske lastbiler til at tanke mindre i Danmark og dermed sænke udledningen.

Man kunne tro, at det ville være billigst at bruge mere biobrændstof, for her vil prisstigningen på tankstationen være mindst. Men i virkeligheden er det omvendt. Ifølge regeringens beregninger vil det samfundsøkonomisk være mere end dobbelt så dyrt at sænke transportens CO2-udledning med biomasse end ved at øge dieselafgiften. Især for privatbilisterne vil der være en større ekstraregning.

Fidusen er, at i dag betaler alle privatbilister, der kører diesel, en særlig ekstra afgift hvert halve år som tillæg til den grønne ejerafgift – udligningsafgiften. Den skal udligne, at der i dag er lavere afgift på diesel end på benzin. Øges dieselafgiften, mindskes forskellen op til benzin-afgiften, og derfor vil udligningsafgiften naturligvis tilsvarende skulle reduceres.

Med andre ord: Sættes den ene afgift op, må den anden sættes ned. For de fleste bilister vil regnestykket gå i nul. Kører man kun lidt, får man en afgiftslettelse, kører man omvendt rigtig meget, vil man få en lille stigning. Til gengæld er klimaeffekten mere håndfast end med biomassen.

Om regeringen er nået i mål med en beslutning, når Motor udkommer, er uvist. Men FDM opfordrer til, at tiltag, der skal fremme den grønne omstilling, vælges ud fra, om de har en reel klimaeffekt, og ud fra prisen for forbrugerne.

Jeg vil afslutningsvis benytte lejligheden til at kvittere for den store interesse, der har været for valg til FDMs repræsentantskab i flere kredse. Det er en fornøjelse at se, at så mange medlemmer har udvist interesse, og vi glæder os til at byde nye repræsentantskabsmedlemmer velkommen og til at få nye input. Sammen kan vi skabe et endnu stærkere FDM.

Hold dig up to date med FDM

Få gode tilbud fra FDM og de seneste bilnyheder direkte i din mailboks

Få FDMs nyhedsbreve