Stor stigning i klager over forhandlere og værksteder

Flere klager til Ankenævn for biler efter et bilkøb eller en reparation, og knap halvdelen får medhold.

Stor stigning i klager over forhandlere og værksteder
Bilist

Ankenævn for biler modtog sidste år 639 klager fra bilejere om køb eller reparation af nye og brugte biler. Det er 112 flere end året forinden og dermed en stigning på 20 procent. Det fremgår af nævnets årsberetningen for 2023.

Stigningen skal ses i lyset af et større bilsalg, hedder det i beretning. Her fremgår det også, at blandt de sager, der blev afsluttet i 2023, var 71 procent klager over køb af bil, mens 29 procent var om reparation og andre serviceydelser.

På trods af flere klager, faldt sagsbehandlingstiden med 18 dage, så der i 2023 i gennemsnit gik 101 dage – godt tre måneder – fra en sag blev oprettet, til den var afsluttet. Ses der bort fra de 20 procent mest tidskrævende sager, var den gennemsnitlige sagsbehandlingstid godt to en halv måned.

Klageren fik helt eller delvist medhold i 39,2 af sagerne, mens virksomheden fik medhold i 44,6 procent. De resterende sager blev afvist, da de ikke var egnede til afgørelse i ankenævnet, og dermed skal behandles ved domstolene.

Dårlige virksomheder hænges ud

Ankenævn for biler er etableret af FDM, Autobranchen Danmark, Dansk Bilbrancheråd og DI Bilbranchen og behandler sager, der ellers skulle behandles ved domstolene.

Nævnet kan også behandle sager over virksomheder, der ikke er medlem af de nævnte organisationer fra bilbranchen, og det var tilfældet i 45 procent af de behandlede klager.

Efterlever virksomhederne ikke ankenævnets afgørelse, bliver de udstillet med navn og sagens afgørelse i det såkaldte udhængsskab, hvor der på årets sidste dag i 2023 stod 49 virksomheder – syv flere end året forinden. Virksomheden fjernes fra udhængsskabet, hvis de efterlever afgørelsen, hvis der indledes retssag mellem parterne, eller når der er gået et år.

Langt hovedparten af virksomhederne i udhængsskabet er ikke medlemmer af de brancheorganisationer, der står bag Ankenævn for biler. De kan ses på ankenævnets hjemmeside (eksternt link).

Tjek udhængsskabet, inden du handler bil

Hos FDM er man ærgerlig over, at så mange virksomheder enten ignorerer eller ikke ønsker at leve op til ankenævnets afgørelser.

– Som forbruger bør man holde øje med udhængsskabet, inden man skal købe bil eller vælge værksted. Når vi gennemgår slutsedler for medlemmer, er det altid noget, vi gør opmærksom på, forklarer juridisk chef i FDM, Lennart Fogh.

Kender du dine rettigheder ved bilkøb?

Husk, som medlem af FDM kan du altid få hjælp til at få overblik over dine rettigheder, når du køber ny eller brugt bil.

Kontakt rådgivningen