Dansk Tempo 100-mærke ”godkjent” i Norge

Nu kan du køre med dit danske Tempo 100-mærke i Norge.

Norsk campingplads
Bilist

Holder du af Norges friske luft og gode muligheder for friluftsliv? Og pakker du med mellemrum campingvognen med vandrestøvler eller lystfiskergrej? Så kan du nu komme endnu hurtigere frem til de bedste camping- og fiskepladser.

De norske myndigheder har nemlig stukket tomlen op og sagt "Det går greit!" til det danske Tempo 100-mærke, der nu har samme gyldighed i Norge, som det norske Tempo 100-mærke. Det betyder, at danske campingvogne, der er godkendt til Tempo 100 og er forsynet med et Tempo 100-mærke, nu må køre op til 100 km/t. på norske vejstrækninger (hvor det er tilladt at køre 100 km/t. vel at mærke).

De danske myndigheder har så til gengæld også sagt "Oki-doki" til det norske Tempo 100-mærke.

I FDM hilser man den fælles anerkendelse velkommen, men advarer i samme åndedrag campister om at være opmærksomme på kompasretningen, inden de træder for meget på speederen med campingvognen bagpå: 

– Det er naturligvis en god nyhed, hvis man er en af de danske campister, der kører med sin tempo 100-godkendte campingvogn til Norge. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at den samme ordning ikke gælder i andre lande. Vil man kunne køre 100 km/t. med sin campingvogn igennem Tyskland, skal man fortsat have en tysk tempo 100-godkendelse, lyder rådet fra Dennis Lange, chefkonsulent i FDM.

Hvad er 'Tempo 100'?

Tempo 100-mærket er ikke forbeholdt campingvogne, og kan også dække andre påhængskøretøjer til bil, som f.eks. anhængere, bådtrailere osv.

Tempo 100-ordningen er en ordning, der giver mulighed for, at du kan køre med 100 km/t. med din campingvogn/påhængskøretøj bagpå, deraf navnet.

For at opnå Tempo 100-godkendelse skal både din bil, dit påhængskøretøj og kombinationen af bil og påhængskøretøj leve op til kravene for godkendelse.

Vil du køre med 100 km/t. på den tyske autobahn, skal du have tysk Tempo 100-godkendelse.

Skal du sydpå med campingvognen?

... og går vejen bl.a. gennem Tyskland? Hos FDM test og bilsyn kan du få hjælp til at få den tyske Tempo 100-godkendelse. Servicen er tilgængelig for alle, men er du medlem, får du rabat. 

Læs om krav og book tid