Sommertid: Tjek p-skiven og undgå afgift

På søndag den 31. marts stiller vi uret en time frem. Det ved du måske, men er din elektroniske p-skive også klar over det? Hvis ikke, så sørg for at indstille den, så du undgår en træls p-afgift.

P-afgift placeres i forrude
Bilist

Så er det nu på søndag, at vi i fællesskab skal "fifle" med tiden og stille vores ure frem. Vores klippeblok har nemlig igen-igen været en tur rundt om solen, og endnu engang melder foråret sin ankomst her på vores koordinater med alle de gode ting, der plejer at følge med: Flere gratis D-vitaminer fra oven, fuglefløjt, forårsblomster og "farvel, og tak for denne gang" til isskraber-morgengymnastik i indkørslen.

Men hvis du på søndag – eller i dagene efter – finder en afgift i forruden, fordi du ikke i tide har opdaget, at din elektroniske p-skive stadig følger "vintertid", ja, så kan der godt gå skår i forårsglæden.

– Desværre oplever en del bilister at modtage parkeringsafgifter i tiden efter, at vi er overgået til sommertid. Det sker, fordi nogle elektroniske p-skiver ikke automatisk stiller uret om. Derfor skal man selv være ekstra opmærksom, første gang man parkerer sin bil efter et skift fra normaltid til sommertid og sørge for manuelt at indstille uret korrekt, fortæller chefkonsulent hos FDM, Dennis Lange.

Tjek din p-skive

Har du købt en mere avanceret elektronisk p-skive, der selv burde stille sit ur en time frem natten mellem lørdag og søndag, så tænker du måske, at det ikke er nødvendigt at tjekke din p-skive. Men du kan altså ikke vide dig helt sikker på, at uret i p-skiven altid viser det, det skal.

– Vi får også henvendelser fra medlemmer, der har købt en parkeringsskive, der selv burde indstille uret til sommertid, men som alligevel har modtaget en afgift, fordi uret står forkert. Det kan blandt andet ske, hvis datoen i p-skiven ikke er indstillet rigtigt. Derfor er det altid en god ide at tjekke, at uret i ens p-skive rent faktisk automatisk har opdateret tiden korrekt, lyder rådet fra Dennis Lange.

Reglerne er klare 

Uanset hvilken parkeringsskive du har investeret i, og uanset hvilken tid på året vi har, så kan det altid godt svare sig at kaste et hurtigt blik på p-skiven, når du parkerer. For er uheldet ude – går uret for eksempel forkert, eller er p-skiven løbet tør for batteri – og der derfor sidder en afgift i forruden, så er der ikke meget andet for dig som bilist at gøre end at betale den.

– Det er naturligvis ærgerligt at få en parkeringsafgift, når man har parkeret i god tro og med tillid til, at den elektroniske p-skive viser korrekt klokkeslet. Men reglerne er ret klare det er i sidste ende bilistens eget ansvar, at p-skiven fungerer, som den skal, uanset om fejlen skyldes sommertidsbøvl, eller at p-skiven er løbet tør for batteri, lyder det afsluttende fra Dennis Lange.

Brug for en ny p-skive?

I FDMshop.dk finder du et væld af gode produkter til bilen, herunder naturligvis også mange forskellige p-skiver og klæbepuder til dem.

Besøg FDMshop.dk