Dieselskandale koster VW-boss jobbet

Volkswagens øverste chef forlader med øjeblikkelig virkning sin post i spidsen for Europas største bilproducent. Han påtager sig ansvaret for svindelskandalen i USA, men afviser ethvert kendskab til ulovlighederne.

Nyt om biler

Sloganet ved årets Volkswagen-galla op til åbningen af Frankfurt-udstillingen fik en dyster betydning for koncernchefen blot ni dage senere. Foto: Torben Arent
Sloganet ved årets Volkswagen-galla op til åbningen af Frankfurt-udstillingen fik en dyster betydning for koncernchefen blot ni dage senere. Foto: Torben Arent
Ting kan bevæge sig hurtigt i bilernes verden. Hos Volkswagen endda meget hurtigt og uheldigvis nedad.

For blot ni dage siden stod Volkswagen-chef Martin Winterkorn i sædvanlig selvsikker, men stiv stil i rampelyset ved koncernens private show med 3.000 gæster op til åbningen af Frankfurt-udstillingen (billedet herover).

Han kunne se frem til, at hans karrieres store mål kunne blive opfyldt i år: at Volkswagen ville blive verdens største bilproducent.

Kontrakt skulle forlænges om to dage

Og for kun fem dage siden modtog hans chefer for VW og Audi i USA et ubehageligt brev fra de amerikanske miljømyndigheder: I har snydt med miljøgodkendelser. Har I noget at sige til det?

Og i dag – to dage før hans guldrandede kontrakt skulle officielt forlænges med tre år – måtte han tage sit velpressede jakkesæt og forlade topjobbet i bilbyen Wolfsburg.

Afviser kendskab til ulovligheder

Efter et ekstraordinært bestyrelsesmøde hos Volkswagen AG måtte professor, Dr. Martin Winterkorn ”anmode” om at træde tilbage.

Winterkorn bedyrede ved sin afgang, at han intet personligt kendskab har haft til ulovligheder.

- Jeg er chokeret over begivenhederne i de seneste dage. Og først og fremmest er jeg forbløffet over, at ureglementeret adfærd i et sådant omfang har været muligt hos Volkswagen Group, siger han i en skriftlig udtalelse efter mødet.

Fyringer på vej

Winterkorns pludselige afgang bliver ikke den sidste blandt ledende medarbejdere, lader bestyrelsesmedlemmer forstå.

En afløser som koncernchef for Volkswagens 600.000 ansatte er ikke fundet.

Professor Dr. Martin Winterkorn har arbejdet i Volkswagen-koncernen siden 1993. Senere blev han bl.a. været Audi-chef og siden 2007 koncernchef. Foto: VW
Professor Dr. Martin Winterkorn har arbejdet i Volkswagen-koncernen siden 1993. Senere blev han bl.a. været Audi-chef og siden 2007 koncernchef. Foto: VW
Det er blot fem måneder siden, at et dramatisk personopgør fandt sted i Volkswagens top.

Den karismatiske Ferdinand Piëch, der var bestyrelsesformand og havde været mentor for Winterkorn og bragt ham frem i hierarkiet, forsøgte i april at få samme Winterkorn sat fra bestillingen.

Til de flestes overraskelse tabte Piëch - hvis familie kontrollerer 51 procent af aktierne - magtkampen og måtte gå af.

SE OGSÅ: VWs grand old mand taber og går sin vej

Den grundige ingeniør

Winterkorn er ingeniør og kendt som en grundig og detaljernes mand. Han kunne finde på at blande sig i den mindste tekniske detalje på en bil, og ingen ny bilmodel i koncernen fik endeligt grønt lys, før han personligt – som regel sammen med Ferdinand Piëch - havde prøvekørt den med en nervøs senioringeniør på bagsædet

Det siges, at Volkswagen-mærkerne ofte havde to eksemplarer af en helt ny model med til en udstilling – hvis nu chefen ikke kunne lide den første.

Winterkorn har en Ph.d.-grad fra Max Planck-instituttet i Stuttgart, hvor han også fik sin doktorgrad – en titel der i Tyskland konsekvent kobles til personens navn.

16 år hos Bosch

1977-1993 arbejdede han for Robert Bosch, og efter sin ansættelse hos Volkswagen i 1993 blev han chef for Audi (og dengang dermed også for Seat og Lamborghini) i 2003.

I 2007 kunne kan fortrænge sin rival, VW-chef Bernd Pitschenrieder, og blive øverste Volkswagen-chef.

Hans lidet graciøse og dieseldunstende exit står i modsætning til de enorme resultater, han opnåede. Salget voksede voldsomt og mange nye fabrikker skød op i hans periode, og ved hans afgang havde Volkswagen akkurat – målt på solgte biler i årets første otte måneder - overhalet Toyota som verdens største bilproducent.

Det var også i hans regeringstid, at Ducati og Porsche blev en del af familien, og det samme gjorde for nylig Scania og M.A.N.

Tungt i USA, nedad i Kina

Der var dog dukket dunkle skyer op på himlen den seneste tid, omend af mere normal forretningsmæssig karakter.

Kina – den helt store drivkraft i Volkswagens fremgang – holdt næsten op med at vokse i begyndelsen af året, og Volkswagen tabte markedsandel. Og i USA vil det ikke rigtig lykkedes at få fuld fart på, selv om ”Clean Diesels” var blevet en pæn succes med omkring 25 procent af VW-salget og havde givet mærket en unik markedsposition.

Den der ler sidst...

Selv om forløbet op til Winterkorns afgang ikke giver megen plads til konspirationsteorier, kunne det godt være, at Volkswagens gamle ræv og patriarken for den bestemmende Porsche-Piëch-klan netop nu havde siddet og gnækket hjemme i Salzburg.

Hvis det ikke lige var fordi, at hans enorme aktiepost blev reduceret med over en tredjedel på tre dage.