Bilsalg når nye højder

2014 blev den største bilårgang i Danmark nogensinde. Næsten 190.000 nye personbiler blev indregistreret, og det er fire procent flere end det hidtidige rekordår 2013.

Bilbranchen fik et jubelår, når det gælder antallet af solgte biler.
Nyt om biler
188.921 nye personbiler kom på gaden sidste år. Det er det højeste antal nogensinde og fire procent flere end 2013, der ellers også var et rekordår.
 
Det kan brancheforeningen De Danske Bilimportører konstatere, efter at december-salget er gjort op.
 
Julemåneden viste en stigning på otte procent, hvilket i sig selv er bemærkelsesværdigt, fordi der var fald i både august, oktober og november.
 
 

Elbiler tredobler

 
Salget af nye elbiler har haft en markant stigning, næsten en tredobling i forhold til 2013. I perioden 2011-2013 blev der solgt ca. 500 elbiler pr. år, mens det i 2014 nåede op på 1.637 styks.
 
Også det samlede salg af biler sætter rekord. 221.708 person-, vare- og lastbiler blev indregistreret, hvilket også er fem procent flere end i 2013.
 
Varebilerne står for en fremgang på 18 procent til 28.473 styks, mens salget af lastbiler faldt 14 procent.