Honda e:Ny1 – Nørdet navn til god elbil

Honda er snart klar med sin næste elbil, den kompakte SUV e:Ny1. Den er flot indrettet, kører dejligt og har fornuftig rækkevidde, men der er en del små og større svipsere.

Elbilen Honda e_Ny1 set fra siden, mens den kører på en vej
Forpremiere

Motor mener:

Honda e:Ny1 er en elbil med rimelig rækkevidde og mange kvaliteter i form af høj sikkerhed, fine køreegenskaber, god skærmbetjening og pæn rummelig. Men manglen på anhængertræk (og taglast) samt halvlangsom ladning og en støjende motor trækker ned. 

OSLO Elbiler må åbenbart godt have mærkelige navne. Tænk på bZ4X (Toyota), 001 (Zeekr), ID.4 (VW), e-JS4 (JAC) eller E-HS9 (Hongqi). Og nu denne, der må tage prisen som mest mærkværdigt: e:Ny1. Modelbetegnelsen står bag på en ny Honda, som ankommer til Danmark til oktober.

Måske kan vi tillade os at stryge de to første tegn og kalde den Ny1 mellem venner, da e: bliver en slags elbil-betegnelse hos Honda og sikkert forsvinder om nogle år, når Honda har lanceret mange nye elbiler.

Det er mærkets anden elbil efter den raffinerede, men nicheagtige og salgsmæssige fuser Honda E, der især har lidt under meget kort rækkevidde. Det er der rettet op på med den lille SUV e:Ny1, som lige sniger sig over 400 km i officiel rækkevidde.

Bedømt ud fra Motors første møde med bilen har mange andre fine egenskaber – og sandelig også nogle smuttere.

(Teksten fortsætter under videoen)

Video: Se nærmere på den nye Honda e:Ny1

Ny og anderledes førerplads i Honda e:Ny1

Men ligner e:Ny1 ikke HR-V, vil Honda-kendere spørge. Jo, det gør den. Og er det ikke bare en elektrisk HR-V? Ja. Og nej. Honda insisterer på nej, for der er store forskelle. Platformen er til dels en anden, designet til rene elbiler. Dog er hjulophæng for og bag de samme. Dørene er også ens, og det er også forrudens dimensioner. Men ikke dens materiale.

Akselafstanden er øget nogle millimeter og totallængden er seks cm større i elbilen.

Mere interessant for kommende kunder er, at førerpladsen er helt anderledes og mere moderne. Førerinstrumentet er for første gang hos Honda (bortset fra i Honda E) fuldt digitalt. Dertil kommer en anden og væsentlig større trykskærm, som er på hele 15,1 tommer på højkant.

Den brillerer med en klar og flot visning, og den er en fin indgang til bilens mange funktioner (fysiske knapper er der næsten ikke).

Skærmen er opdelt i tre områder med navigation m.m. øverst, en stribe apps i midterfeltet og et permanent klimapanel nederst. I nogle tilfælde kunne man nok ønske sig, at f.eks. navi-skærmen kunne låne noget mere af pladsen, men til gengæld ved man altid, hvor man har de forskellige menuer og knapper.

Rattet er også nyt og anderledes med bedre knapper, og i det hele taget synes der at være en hel generation til forskel på e:Ny1 og HR-V.

Instrumentbordet i en Honda e:Ny1
Førerpladsen er helt anderledes end i HR-V. Den store skærm virker vellykket.

Hvordan kører Honda e:Ny1?

e:Ny1 har fuldt sikkerhedsudstyr som standard, inklusive et førerovervågningssystem. Digital nøgle kan bestilles; med den funktion kan bilen åbnes og startes med en smartphone.

Gearvælgeren udgøres af fire knapper, og efter kort tilvænning fungerer det udmærket. Vi trykker på D og begiver os ud på de norske landeveje med fuldt opladet batteri. Det indeholder 69 kWh energi (62 kWh netto) og giver officielt en rækkevidde på 412 km. Det virker opnåeligt bedømt ud fra Motors første tur ved 18 grader. Ca. 390 km så det ud til at blive med kun 20 procent motorvejskørsel.

Motorens 204 hk (som synes nærmest at være den nye standard i elbilernes mellemklasse) giver uanstrengt kørsel ved alle realistiske hastigheder, og bilens undervogn og rat er i det hele taget vellykket, bortset fra en spøjs tendens til at lave hjulspind ved igangsætning. Og ikke kun på våd vej.

Men på de uendeligt snoede skovveje føles det ikke som en tung elbil, vi er afsted i. Motoren har dog et problem: Den støjer. Eller rettere, den har en absolut hørbar hylelyd, som tidligere var ret almindeligt på nye elbiler. Honda bygger ikke selv motoren, men køber den hos tyske Vitesco. 

Midterkonsol i kabinen på en Honda e:Ny1 elbil
Midterkonsollen er fint indrettet med de små knapper til gearvælger m.m.

Honda e:Ny1 lader langsomt

Også på andre punkter er bilen ikke med helt fremme teknologisk. Lynladningen går kun op til maks. 78 kW, og selvom Honda fremviser ladekurver, der indikerer en temmelig flad kurve (dvs. forholdsvis høj gennemsnitshastighed), tager det dog 45 minutter at lade fra 10 til 80 procent.

Bilen er heller ikke forberedt til tovejsladning (V2G eller V2H), og den automatiske betalingsløsning Plug & Charge har Hondas japanske ingeniører slet ikke hørt om. Varmepumpe, som kunne øge rækkevidden i koldt vejr, er der heller ikke.

(Tekst fortsætter under boks))

Mange flere elbiler fra Honda

Honda er kommet sent i gang med rene elbiler, men en hel tsunami kommer snart rullende. Globalt vil Honda have 30 elbiler i 2030. Det er om blot syv et halvt år.

På Auto Shanghai i april viste Honda tre konceptbiler med navne som e:N SUV, e:NP2 og e:NS2. Hvor mange af disse tre eller af de 30, der er relevante for Europa, vil Honda ikke afsløre, men indikerer over for Motor, at man kan forvente, at i hvert fald alle de modeller, der findes nu (Jazz, Civic og CR-V) får elektriske slægtninge.

Og endelig har Ny1 et lavpraktisk problem, der kan være meget stort for en del bilkøbere: Bilen må ikke trække en trailer. Det er dog muligt at få trækkrog til en cykelholder og lignende. Og i samme kategori: SUV’en er heller ikke godkendt til taglast.

I det mindste er bagagerummet rigtig fint i størrelse og indretning. Bundpladen kan stilles i to højder og i den højeste bliver det udvidede gulv næsten plant, når bagsæderyglænet lægges ned. 361 liter kan der være, hvilket er mere end i hybriden HR-V.

Bagagerum i en Honda e:Ny1
Bagagerummet er fint og reelt. 361 liter kan der være. 

Hvad koster Honda e:Ny1?

På nogle punkter er Honda’en gammeldags på den gode måde: Der er store sidespejle, gedigne dørgreb (på fordørene), fartgreb i loftet, mekanisk styring af luftdyserne samt bagrudevisker.

Hondas modeller har det med at være dyrere end andre biler i samme størrelsesklasse, men her på e:Ny1 er bilen mere på lige fod. Det skyldes dog et sidste øjebliks prisfald – en slags Tesla-effekt.

Grundmodellen blev i foråret prissat til 372.000 kr., men nu inden den egentlige lancering er der skåret 42.000 kr. af, så en fint udstyret Elegance koster 330.000 kr. 

Topmodellen Advance blev sænket knap 40.000 kr. til 361.000 kr. I Advance får man glastag, varme i rattet, elbagklap, 360-graders-kamera, opgraderet lydanlæg og automatisk parkering.

Honda e:Ny1 bygges i Kina, hvor elbilen allerede er i handlen under to andre navne. Begge Hondas lokale partnere, GAC og Dongfeng, fremstiller den.

 

Har du brug for hjælp med valg af elbil?

Husk, som medlem af FDM kan du altid få hjælp af eksperter, der har den nyeste viden om elbiler.

Kontakt rådgivningen

Elbilen Honda e:Ny1 set bagfra, mens den holder foran nogle træer

Honda e:Ny1

El
330.000 kr.
  • Skærmkvalitet
  • Pladsforhold
  • Sikkerhedsudstyr
  • Motorlyd
  • Ingen anhængertræk/taglast
  • Lynladehastighed
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    Elmotor for. Batteri (brutto/netto): 69/62 kWh
  • CO2 udledning
    0 g/km
  • Effekt
    204 hk
  • Moment
    310 Nm
  • Topfart
    160 km/t.
  • Acc. (0-100)
    7,6 sek.
  • Køreklar vægt
    1.730 kg
  • Maks. påhængsvægt
    0 kg
  • Bagagerum
    361 liter
  • Akselafstand
    261 cm
  • Officiel rækkevidde
    412 km
  • Garanti (bil/lak/rust)
    3 / 3 / 12
    El-drivlinje: 5 år/100.000. Højspændingsbatteri: 8 år/160.000 km
  • Mål
    L:439 cm B:179 cm H:158 cm
Luk