Er VW’s løsning langtidsholdbar?

Små indgreb kan løse de store problemer, Volkswagen har skabt for sig selv og deres kunder. Det mener den tyske bilproducent. FDM vil se det virke, før vi tror det – også på lang sigt.

VW beroliger deres kunder. Men er det nu så enkelt at løse problemerne?
FDM Mener

Oven på efterårets storm omkring Volkswagen-koncernen og det mislykkede forsøg på at omgå miljøkrav til dieselbiler er der igen blevet stille. Meget stille. De 91.000 berørte danske ejere af biler fra Audi, Seat, Skoda og VW går stadig og spejder efter brev fra importøren. Men brevet har ladet vente på sig.

Den tekniske løsning er ellers fundet, så nu er det bare formalia hos myndighederne, forlyder det optimistisk fra Volkswagen. Ifølge den danske importør er der tilmed tale om løsninger, der hverken påvirker brændstofforbrug eller CO2-udledning, så forbrugerne vil ikke blive stillet ringere, og spørgsmålet om erstatning er derfor ikke relevant, lyder det beroligende.

LÆS MERE: Eksamenssnyd hos VW

Volkswagen frikender sig selv

Det giver stof til eftertanke, at Volkswagen sådan på forhånd kan berolige de mange loyale kunder og reelt frikende sig selv, allerede inden én eneste bil har været på værksted. Hos FDM stiller vi derfor spørgsmålet: Er vi vidner til, at den tyske bilfabrikant på få måneder kan løse et problem, som man hidtil har været villig til at satse hele butikken på at løse ved at omgå reglerne? 

FDM håber bestemt på en hurtig løsning, men der skal heller ikke herske tvivl om, at vi er naturligt skeptiske og vil følge sagen meget nøje. Selvom Volkswagen har lavet test, der viser, at biler i laboratoriet yder og forbruger det samme før og efter opdateringen, er FDM i lige så høj grad interesseret i, hvad konsekvensen bliver på længere sigt. Vi kunne frygte, at effekten på længere sigt bliver problemer med tilsodning af motorer og partikelfiltre. 

LÆS MERE: FAQ om VW-sagen

Ikke enkelt at justere på motoren

Sagen er nemlig den, at man ikke „bare lige” kan justere på en moderne dieselmotor og med nogle få virkemidler løse et emissionsproblem. En moderne motor er en unik balance mellem ydelse, forbrug og emissioner. Man kan ikke ændre markant på ét parameter – eksempelvis NOx’er – uden at det får indflydelse på eksempelvis motorens dannelse af sod. Det er grunden til, at de nyeste dieselmotorer har særlige NOx-katalysatorer. 

Derfor er FDM – i tæt samarbejde med vores internationale søsterklubber – klar med et testprogram, der kan lave før- og eftertest af udvalgte biler. Test, der netop kan undersøge, om Volkswagens løsning risikerer at give bilerne andre driftsmæssige problemer.

FDM kræver garanti

FDM opfordrer i mellemtiden Volkswagen til at være åbne om den tekniske løsning. De bør i vores optik udstede en garanti for, at der vil blive taget hånd om bilerne, hvis det skulle vise sig, at opdateringen på sigt giver forbrugerne andre driftsproblemer og øgede vedligeholdelsesomkostninger. FDM opfordrer derfor også til, at VW bekoster ekstra uvildige test af bilerne – frem for at det er forbrugerne, der gør det.

LÆS MERE: Se alt om VW-sagen