Kineserbil med fransk indmad

Samarbejdet mellem Peugeot-Citroën og kinesiske Dongfeng giver nu de første resultater. Dongfeng viser en limousine med PSA-teknik.

Nyt om biler

Aeolus A9 minder forbløffende om en VW Passat eller Phaeton. Men teknikken er fra Peugeot-Citroën. Fotos: Torben Arent
Aeolus A9 minder forbløffende om en VW Passat eller Phaeton. Men teknikken er fra Peugeot-Citroën. Fotos: Torben Arent
Forfra minder den om en VW Phaeton. Bagfra ligner lygterne en Audi A6. Men bag på den nye Aeolus A9 fra Dongfeng kunne der stå ”Citroën Inside”, for det meste af teknikken stammer fra PSA Group, altså Peugeot, Citroën og DS.

Den fem meter lange Dongfeng-limousine er det første synlige resultatet af det tætte samarbejde mellem PSA og Dongfeng, der blev indledt i 2014, da Dongfeng købte en stor aktiepost i det franske bilfirma.

Der har været modstridende meldinger om, hvilken platform – altså grundlæggende teknik – A9’eren er baseret på. Både den gamle Platform 2 fra Citroën C5 og den nye EMP2 fra Peugeot 308 og Citroën C4 Picasso nævnes.

Knapperne over gearstangen kendes fra bl.a. Peugeot 308. Gearvælgeren virker dog til at være et mere gammelt design.
Knapperne over gearstangen kendes fra bl.a. Peugeot 308. Gearvælgeren virker dog til at være et mere gammelt design.

Mange dele fra Peugeot 308

På standen på Auto China 2016 var det ikke muligt at få oplysningen bekræftet. Men et kik ind i bilen afslører en lang række knapper og andre komponenter kendt fra bl.a. Peugeot 308.

Hvis det er den nye EMP2-platform er det markant, at et af Kinas store bilmærker allerede nu kan benytte den nyeste europæiske teknologi. PSA selv har indtil videre kun lanceret to modeller med den nye teknologi.

Det blev dog bekræftet i april 2015, at Dongfeng er med til at udvikle PSAs kommende platform til mindre biler, CMP, og får adgang til den.

Beslægtet med Citroën C6

Sædevarme og anden sædejustering er taget direkte fra nye Peugeot-Citroën-biler.
Sædevarme og anden sædejustering er taget direkte fra nye Peugeot-Citroën-biler.
Ifølge oplysninger på biludstillingen skulle Dongfeng-bilen og den nye Citroën C6 være nært beslægtet.

SE OGSÅ: Nyt liv til Citroën C6 - i Kina

Under alle omstændigheder er det en ordentlig skude, den nye Aeolus A9. 5,06 meter måler den i længden, ca. ti cm mere end Citroën C6.

Nøjes med 1.8-motor

Motoren er dog ret ydmyg. Ikke noget V6 eller hybrid her. Der er tale om en 1,8-liters benzinmotor med 200 hk.

Dongfeng er en mastodont i Kina, men har hidtil mest bygget lastbiler og andet tungt grej. De første personbiler stammer fra 2009.

Knapper under instrumenthuset. Atter en ren fransk omgang.
Knapper under instrumenthuset. Atter en ren fransk omgang.