Som udgangspunkt er du bedre sikret, når du vælger at handle brugte biler med en bilforhandler end en privat person. Du er nemlig altid sikret en reklamationsret i henhold til Købeloven. Det er en del af reglerne om forbrugerbeskyttelse.Købeloven har et særligt afsnit om forbrugerkøb, og reglerne i det afsnit er ufravigelige. Det betyder, at selvom du laver en aftale med en bilforhandler om, at disse regler ikke gælder, så er en sådan aftale ikke gyldig, og den vil kunne tilsidesættes i en eventuel sag.
Reklamationsret på to år
Du er som forbruger altid sikret en reklamationsret på to år, uanset om det er aftalt og nedskrevet eller ej. Der kan reklameres over fejl, som var tilstede på købstidspunktet af bilen. Det er køberen, der har bevisbyrden for at der overhovedet er en fejl på bilen og at fejlen også var der på købstidspunktet. Der skal være tale om en såkaldt oprindelig mangel. Dog er der også en såkaldt ”formodningsregel”. Den går ud på, at der er en formodning om at fejl, der viser sig inden for de første seks måneder efter købet er oprindelige fejl. Det skal forstås således, at der er en formodning om, at fejlen var der på købstidspunktet, medmindre sælgeren kan sandsynliggøre, at en fejl først er opstået efter købet. Det er altså sælger, der inden for de første seks måneder efter købet skal bevise, at en fejl ikke var der på købstidspunktet. Sælger kan somme tider løfte den bevisbyrde ud fra fejlens karakter, eller hvis han har en erklæring fra en uvildig tredjepart, som viser at den pågældende komponent er undersøgt, og at der ikke var fejl på den. Hvis det ligger helt fast, at en fejl først er opstået efter købet, er fejlen ikke omfattet af reklamationsretten.
Garanti på brugte biler
Hvis du skal have en bedre beskyttelse end den Købeloven giver, skal du sørge for at aftale med bilforhandleren, at han giver en garanti. En garanti er ikke noget, du har krav på, men kun noget du får efter aftale. Garantien skal den være anført i slutsedlen. En garanti dækker i modsætning til Købeloven de fejl, som opstår efter købet og inden for den aftalte garantiperiode. En garanti vil typisk være aftalt til tre eller seks måneder, og en garanti skal indholdsmæssigt være bedre en købelovens reklamationsbestemmelser. Desuden er det bilforhandleren, der har bevisbyrden for at en fejl ikke er omfattet af garantien.
Slutseddel er bindende
Når man køber brugte biler hos en forhandler vil han normalt udfærdige en slutseddel, som begge parter skriver under på. Du skal være helt klar over, at når du har skrevet under på slutsedlen, har du indgået en bindende aftale om køb af bilen, med mindre du har tager forbehold for FDMs godkendelse i slutsedlen. Derfor skal du også læse slutsedlen grundigt igennem, inden du skriver den under, og alle de aftaler I har indgået skal fremgå af slutsedlen.
Der skal være de nødvendige oplysninger om bilen:
- Pris incl. leveringsomkostninger,
- Mærke og model, herunder udstyrsvariant
- 1. indregistreringstidspunkt og seneste synstidspunkt
- Kilometertal
- Oplysning om service og evt. tandremsskrift
- Oplysning om tidligere skader
- Aftale om garanti
- Aftaler om ekstra udstyr
- Aftale om fejl som sælger skal reparere inden leveringen
- Særlige konkrete forbehold
- Aftale om evt. fejlfri FDM test.
- Leveringstidspunkt
- Oplysninger om evt. byttebil, herunder pris på denne
Tag forbehold for FDMs godkendelse
Før du skriver under på en slutseddel, bør du tage forbehold for, at FDM kan godkende din slutseddel. Slutsedlen sender du efterfølgende til FDMs jurister. De vil gennemgå din slutsedlen inden 24 timer fra modtagelsen på hverdage og sikre, at din slutseddel er lovlig og du ikke bliver stillet dårligt med handlen. Du skal tilføje denne tekst til slutsedlen før du og forhandleren skriver under:
Købers underskrift på købsaftalen er betinget af FDMs godkendelse af handlen i dens helhed. Indsigelser skal være meddelt sælger senest fem hverdage efter at købsaftalen er underskrevet
Hvis du allerede er medlem af FDM, er servicen en del af dit medlemskab. Er du ikke er medlem, skal du tegne et medlemskab til 620 kr. om året samtidig med at du indsender din slutseddel. FDMs jurister og tekniker kan hjælpe dig både før og efter dit bilkøb.
Vær opmærksom på, at FDM ikke har haft mulighed for at se bilen, så bilens stand og evt. fejl indgår ikke i vurderingen. Her anbefaler FDM, at du får bilen testet med en FDM Brugtbiltest.
Brug FDM slutseddel
Du kan med fordel bruge FDM's tillæg til slutseddel , når du skal handle bil. I den kan præciseres en række af de nævnte forhold. Når du indgår købsaftalen, skal du være opmærksom på, at hvis at bilen er ”købt som beset”, ”en gros” eller lignende, er det ikke et gyldigt forbehold overfor en forbruger. Sælger kan derimod godt tage konkrete forbehold, hvis han for eksempel ved, at der er konkrete fejl på bilen, som I har drøftet og er enige om, at han ikke laver. Det bør så bare afspejle sig i prisen.




Billig autohjælp
Godt billån
Rabat på test og bilsyn
Fordelagtig forsikring
Teknisk og juridisk rådgivning
Bladet Motor
Rabat på campingpladser
FDM forbehold
FDM mastercard
Camping
FDM travel
Køreteknik og motorsport
Netbutik





















