Det er meget vigtigt, at man placerer ens barns autostol rigtigt. Det er afgørende for, at autostolen virker korrekt og beskytter dit barn. Her kan du læse hvordan din autostol skal monteres.

Bagudvendt autostol er 5 gange sikrere

Du kan købe autostole både til bagudvendt og fremadvendt placering. Undersøgelser har vist, at den bagudvendte autostol er 5 gange så sikker som en fremadvendt autostol. Ved et sammenstød fordeles påvirkningen af kroppen langt bedre i en bagudvendt autostol.  

Piskesmæld

Også piskesmældseffekten reduceres stærkt, når barnet sidder i en bagudvendt autostol. Piskesmældseffekten er den kraft, halsen udsættes for ved sammenstød, når hovedet først bliver kastet frem med voldsom kraft og derefter tilbage. Små børn er langt mere udsat for skader med piskesmældseffekten. Halsmuskulaturen er endnu kun svagt udviklet, og hovedvægten i forhold til kroppen er tre gange større hos børn end hos voksne. Den bagudvendte autostol må derfor stærkt anbefales, så længe det overhovedet er muligt i forhold til barnets størrelse. 

Placering i biler med airbags

Placer aldrig et barn i en autostol foran en airbag.Airbags for passagerer er udformet og dimensioneret til at beskytte voksne. Svenske og amerikanske undersøgelser har vist, at børn, især de mindste, har risiko for at blive dræbt eller alvorligt skadet af airbag, hvis de sidder foran én, der udløses. Ved køb af ny bil bør man altid vurdere sit behov for transport af børn indenfor de nærmeste år. Undersøg hvor mange airbags bilen har, samt hvilke muligheder der er for at koble dem fra eller få dem afmonteret. 

Børn under 135 cm

Børn må aldrig sidde bagudvendt i en autostol på et forsæde med airbag. Vi anbefaler heller ikke, at børn sidder fremadvendt i autostol, på selepude eller i bilens seler på forsæde med airbag. De skal om på bagsædet medmindre airbag'en er koblet fra eller fjernet. Sikkerhedsudstyret skal være godkendt med ECE 44-03 eller 44-04.

Børn over 135 cm

Børn over 135 cm kan sidde på forsædet, hvis barnet kan anvende bilens almindelige 3-punktseler uden supplerende udstyr. Men husk at trække forsædet helt tilbage, så afstanden til airbag'en er størst mulig. Vær opmærksom på, at der kan være andre regler i udlandet.

Sideairbag

Hvis der er sideairbag, skal barnet undgå at hvile hovedet op mod døren. Ved en kollision kan en sideairbag skade barnet, hvis hovedet er placeret tæt på sideairbag'en. Sørger man for, at barnet er placeret i normal siddestilling, udgør en sideairbag ingen risiko. 

Frakobling af airbag

Hvis du jævnligt kører alene med et mindre, og måske uroligt barn i bilen, kan det være en fordel at have barnet på forsædet ved siden af dig. Det kan endog være nødvendigt i topersoners biler. Du skal dog huske, at en bagudvendt autostol aldrig må anbringes foran en aktiv airbag. Det er livsfarligt for barnet og er i øvrigt ulovligt.
 
I mange biler kan airbag'en frakobles ved hjælp af tændingsnøglen, men man kan ikke stole 100% på en sådan frakobling. Den kan dog anvendes i forbindelse med en fremadvendt autostol. Her skal du så blot køre forsædet så langt tilbage som muligt - det samme gælder, hvis der ikke er en nøgleafbryder til airbag'en.

Airbag'en kan kobles permanent fra i mange bilmodeller, men det må kun gøres af et autoriseret værksted. Problemet med en permanent frakoblet airbag er, at voksne passagerer, der efterfølgende sidder på sædet ikke er beskyttet af airbag. 

Montering af stolen

Undersøgelser viser, at 6 ud af 10 autostole er monteret forkert, og at det ofte er årsag til alvorlige kvæstelser. Derfor: Læs autostolens brugsanvisning og følg den nøje. Autostolen skal fastspændes så stramt som muligt, så brug din kropsvægt, mens bilens sikkerhedssele spændes og efterstrammes. 

Spænd selerne om barnet

Alt for mange forældre glemmer at justere autostolens seler, når barnet spændes fast. Principielt bør selen være spændt netop så stramt, at barnet ikke føler ubehag. Det skal gerne svare til, at man kan føre en flad hånd ind mellem barnet og selen. Man skal tænke på, at hvis selen er for løs, bliver barnet udsat for en ekstra acceleration og et ekstra smæk, når selen strammes om kroppen. Det betyder en væsentlig større fysisk belastning, der ofte kan resultere i alvorlige indre kvæstelser. I værste fald kan barnet risikere at falde ud af autostolen.