7 typer bilvask: Hvilken skal du vælge?

Der er mange måder at vaske sin bil på. Men hvad er fordelene og ulemperne ved dem hver især? Læs vores test af hele syv forskellige metoder, og få gode råd om bilvask.  

Illustration med blå vaskesvamp og spørgsmålstegn
Viden

Biler har brug for at blive vasket fra tid til anden som en del af den almindelige vedligeholdelse. Nogle bilejere foretrækker at vaske bilen selv, andre sætter pris på vaskehallens bekvemmeligheder, mens andre igen gerne betaler lidt ekstra for helt at overlade ”vandpjaskeriet” til andre.   

Når vi bilejere nu engang er så forskellige, så er det jo heldigt, at der findes rigtig mange måder at vaske bil på. Men spørgsmålet er: Hvilken metode passer til dig?

For at give dig overblik over dine muligheder har FDM afprøvet syv forskellige metoder for at se, hvilke styrker og svagheder, fordele og ulemper, de har. Så kan du finde den metode, der bedst matcher din pengepung, den tid du ønsker at bruge på bilvask og dine krav til f.eks. miljøsikkerhed og effektivitet.  

Se undersøgelsens resultater ved at klikke dig igennem galleriet herunder:

 

De syv afprøvede bilvaskemetoder i vores undersøgelse spænder fra 100 % "gør det selv"-metoder til 100 % "gør det for mig"-metoder. Herunder finder du vores helt generelle råd til dig, hvad enten du er mest til den ene eller den anden model.

Råd til dig, der gerne vil vaske selv:

Overvej at droppe bilvask hjemme

Hvis du foretrækker selv at vaske din bil og godt vil afsætte den nødvendige tid til det, så er vaskepladser, der er lavet til formålet (hvor skyllevandet bliver renset og genbrugt), en både praktisk og miljøvenlig måde at gøre det på.

Hvis du vasker bilen hjemme i indkørslen – som mange bilister gør – skal du være opmærksom på, at du nemt bruger 50-100 liter drikkevand i vaskeprocessen, og at dit vaskevand med sæbe og kemikalier enten siver urenset ned i jorden eller kloakken, hvilket i ingen af tilfældene er godt for miljøet. Hvis du ønsker at vaske bilen hjemme, så anbefaler FDM, at du bruger svanemærkede produkter for at beskytte miljøet.

Råd til dig, der gerne vil have bilen vasket for dig:

Få noget for pengene

Vaskehallen er et rigtig godt alternativ til dig, der gerne vil have bilen vasket nogenlunde hurtigt og gerne vil være fri for besværet med at gøre det selv. Undersøgelsen viser, at der dog ikke er nogen grund til at forkøbe sig ved vaskeautomaten – den billigste vask eller en vask efter årstiden er som oftest rigeligt til at få en pæn bil.

Hvis du er typen, der gerne vil have en funklende ren bil og er villig til at afsætte ekstra penge på bilvask-budgettet, så kan det være en god mulighed at overlade bilvasken til et professionelt firma, der enten udfører arbejdet på en adresse efter dit valg eller i deres egne klargøringshaller.

Denne måde er undersøgelsens dyreste, så vælg en serviceudbyder, der er ”pengene værd” for dig – hvor du oplever, at du får et tilfredsstillende resultat, der matcher det, du er blevet stillet i udsigt.

Undersøgelsen af metoder til bilvask er foretaget af FDMs tekniske rådgivning i sommerperioden 2023.

Har du brug for udstyr til bilpleje og bilvask?

I FDMs shop har vi et bredt udvalg af gode produkter til bilens pleje. Er du medlem af FDM handler du med rabat på udvalgte varer.

Besøg FDMshop.dk