Et stigende antal bilister kører med både tågelygter og nærlys tændt, uanset hvordan vejret er. Andre glemmer at slukke lygterne igen, når det ikke er tåget. Det har flere medlemmer bemærket, og de klager over, at mange bilister tilsyneladende ikke kender reglerne. 


Især tågeforlygterne giver anledning til forvirring – og irritation. Reglerne er dog ret simple:


– I lygtetændingstiden (i mørke) må tågeforlygter kun anvendes i tåge og ved kraftigt nedbør. 


– Uden for lygtetændingstiden må tågeforlys derimod gerne anvendes, men kun i stedet for almindeligt nær-/kørelys. Man må altså ikke køre med både tågelygter og nærlygter tændt.


– Tågebaglygter må kun anvendes i tåge og ved kraftigt nedbør. 


– Kun ved tåge og under kraftigt nedbør må tågeforlygter anvendes samtidig med nærlys. Kører man med både tågeforlys og nær-/kørelys i tåge eller kraftigt nedbør, har man pligt til straks at slukke tågeforlyset, når man kører ud af tågen, eller nedbøren ophører.


Overtræder man reglerne, kan man få en bøde på 500 kr. 


Jurist i FDM, Casper Schad, forklarer dog, at færdselsloven ikke indeholder en definition af tåge eller kraftigt nedbør. Det vil derfor være en almindelig, sproglig fortolkning og en konkret vurdering, der vil være afgørende. 


Forskellen på tågeforlys og almindeligt nær-/kørelys er vinklen og omfanget af lyskeglen/strømmen fra lygten. Der er altså ingen forskel i farve eller lysintensitet. Tågeforlys er rettet nedad og ud til siderne, så vejbanen umiddelbart foran og i siderne oplyses. Almindeligt nær-/kørelys er derimod rettet fremad og opad og oplyser dermed ikke i siderne eller vejbanen umiddelbart foran bilen.

awj