Skoda Kodiaq – Sidste Skoda med dieselmotor

Den store Skoda Kodiaq er på vej i en ny generation med mulighed for syv sæder og firehjulstræk eller som plugin-hybrid. Dieselmotor bliver også en del af modelprogrammet.

Guldfarvet Skoda Kodiaq kører i sving med bjerg i baggrunden
Forpremiere

Motor mener: 

Komfort, plads og sikkerhed er i højsædet i Skoda Kodiaq, der er interessant for dem med behov for en stor bil med en enorm trækevne kombineret med dieselmotorens rækkevidde.

BARCELONA Hører du til de bilejere, der drømmer om en stor og stærk dieselbil med en tårnhøj tilladt påhængsvægt, så er der godt nyt på vej.

Den nye Skoda Kodiaq må nemlig have op til 2.500 kg på krogen, og med en bomstærk dieselmotor skriger den ligefrem på at trække en campingvogn ned til Gardasøen.

Eller også kan den med firehjulstræk sikre, at både bil og hestetrailer kommer godt videre efter weekendens ridestævner.

Er behovet i stedet mange siddepladser, kan udgaven med op til syv sæder sikre, at de fleste junior-spillere kan fragtes sikkert frem til søndagens kamp. Skoda Kodiaq kan således levere oplevelser, man ikke får i mange andre biler.

Video: Se nærmere på Skoda Kodiaq

Hvad koster en Skoda Kodiaq?

Det er anden generation af den største Skoda, der nu er på vej til Danmark. Den fås enten med en benzinmotor med et mildhybrid-system, i en dieseludgave med to- eller firehjulstræk eller som en plugin-hybrid-udgave.

Sidstnævnte bliver billigste med en pris på tæt på 470.000 kr., mens billigste benziner koster fra en halv mio. kr. Der kommer ikke en ren elversion, og Kodiaq bliver dermed sidste model fra Skoda, der ikke vil blive lanceret som elbil.

Plugin-hybriden er dog tæt på at være en elbil. Den har et batteri på over 25 kWh, og det betyder, at man vil kunne køre omkring 100 km på en opladning på el alene. Dermed vil mange kunne køre på el i hverdagen.

Plugin-hybriden kan endda oplades med 11 kW fra en ladeboks, og så tager en opladning blot to en halv time. På farten kan den hurtiglades med 50 kW fra en DC-oplader, og så kan bilen lades helt op på en halv time. Plugin-hybriden har altid forhjulstræk og må trække op til 1.800 kg.

Kabinen i en Skoda Kodiaq
Førerpladsen er velordnet, og instrumentbordet er lavet i lækre materialer, der er med til at gøre opholdet i bilen behageligt. Mellem forsæderne er der masser af fralægningsplads og fine kopholdere.

Fås med alle nye hjælpesystemer

Vi har allerede haft lejlighed til at prøve Kodiaq på lande- og motorvej, og det var en meget positiv oplevelse. Alle udgaver kommer med en fin adaptiv fartpilot, der selv kan justere hastigheden efter de lokale farttavler. Og med den tilhørende vognbaneassistent følger bilen flot sporet på motorvejen.

Benzinmotoren er tyst, og gearskiftene opleves behagelige. Dieseludgaven støjer en smule mere, men også den falder til ro, når motorvejshastigheden er nået.

Man sidder højt i Kodiaq, og man har et godt overblik over trafikken gennem forruden, ligesom de store sideruder giver et godt udsyn hele vejen rundt.

Komfortniveauet virker samlet set højt, hvilket bl.a. skyldes, at alle udgaver kommer med støjisolerede ruder, ligesom valget af materialer i kabinen både løfter kvalitetsindtrykket og sænker støjniveauet.

Et stort udstyrsprogram gør det tilmed muligt at få bilen leveret med lige det udstyr, man drømmer om.

Stor midterskærm i en Skoda Kodiaq
Skærmen i midten er på 13 tommer, og der er danske menuer. Man kan selv konfigurere, hvilke genvejsknapper der skal være placeret øverst til venstre, og skærmen virker hurtig, når man skifter visning.

Masser af plads i kabinen

I udgaven med blot fem sæder er der fin plads. Ved forsæderne sidder man glimrende i de store sæder, og skal det være endnu bedre, kan man tilvælge massage i sæderne.

Bagsædet er altid både længdejusterbart og med mulighed for at justere ryglænets hældning. Det giver en god siddekomfort, og også her skriger bilen på en langtur. Midterpladsen er dog plaget af en kardanboks ved gulvet, ligesom udformningen af selve bagsædet ikke tilgodeser midterpladsen. Så helst ikke mere end fire personer på en langtur i grundudgaven.

Bag anden sæderække møder man et enormt bagagerum på hele 745 liter, og det bør være nok for de fleste. Men man kan også tilkøbe en tredje sæderække, og så mister man naturligvis en del af bagagekapaciteten.

Pladsen på tredje sæderække er ifølge Skoda forbedret i forhold til forgængeren, men efter vores oplevelse er den stadig ikke på et niveau, hvor store teenagere vil føle sig velkomne. De to sidste pladser er derfor mest til mindre børn og slet ikke til en langtur.

Alt i alt virker Skoda Kodiaq som en vellykket bil med et godt potentiale for dem, der ønsker noget særligt. I Danmark bevirker afgifterne desværre, at Kodiaq er uforholdsmæssig dyr i forhold til de afgiftslettede elbiler. Men har man behovet, er der ikke mange andre biler til samme pris, der kan tilbyde det samme som en Kodiaq.

 

Vild med biler? Hold dig up to date med FDM

Få gode tilbud fra FDM og de seneste bilnyheder direkte i din mailboks

Få FDMs nyhedsbreve

Skoda Kodiaq set bagfra, mens den kører på en bjergvej

Skoda Kodiaq

Benzin/el
470.000 kr.
  • Plads
  • Udstyr
  • Rækkevidde
  • Pris
  • Midterplads på bagsædet
  • Ikke tre års garanti
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1.5 liter – 4 cyl. – turbo + elmotor - Forhjulstræk – Batteri (brutto/netto): 25,7/20 kWh
  • Effekt
    150 hk
  • Moment
    250 Nm
  • Topfart
    210 km/t.
  • Acc. (0-100)
    8,4 sek.
  • Køreklar vægt
    2.000 kg
  • Maks. påhængsvægt
    1.800 kg
  • Bagagerum
    745 liter
  • Akselafstand
    279 cm
  • Officiel rækkevidde
    100 km
  • Garanti (bil/lak/rust)
    2 / 3 / 12
    Batteri: 8 år/160.000 km
  • Mål
    L:476 cm B:186 cm H:166 cm
Luk