Hvis reparationen viser sig at være mangelfuld, er du naturligvis berettiget til at kræve, at arbejdet laves om uden beregning. Du skal kunne bevise, at det udførte arbejde er mangelfuldt (medmindre der er givet garanti på reparationen). Derfor er det vigtigt, at du kontakter værkstedet, så snart du får en mistanke om, at der er noget galt.
Afslag i reparationspris
Hvis værkstedet efter gentagne omreparationer fortsat ikke har bragt bilen i orden, kan du i sidste instans forlange at få et afslag i reparationsprisen - svarende til det, det vil koste at få bilen repareret på et andet værksted. Det samme gælder, hvis værkstedet nægter at omreparere uden beregning. Du skal dog fortsat kunne bevise, at arbejdet var mangelfuldt
Hvis du vil ophæve aftalen om bilreparationen
Det kan ske, at du mister tålmodigheden, fordi reparationen trækker ud. Måske havde du aftalt med værkstedet, at bilen skulle være færdig til en bestemt dato, fordi du skal bruge den i ferien.Der er ingen lov, der bestemmer hvad du har ret til at gøre i sådan en situation. Du kan under visse betingelser hæve reparationsaftalen og kræve din bil udleveret:
Hvis du kan bevise, at du har en helt klar aftale med reparatøren om, at reparationen skal være færdig til et bestemt tidspunkt - og reparationen alligevel ikke er færdig - kan du hæve aftalen og hente din bil. Det må dog anbefales, at du giver reparatøren en kort frist til at gøre arbejdet færdigt, før du hæver aftalen - og at du gør det skriftligt.
Bilen skal være færdig inden for "rimelig tid"
Hvis det ikke på forhånd er aftalt, hvornår reparationen skal være færdig - eller hvis du ikke kan bevise en sådan aftale - kan du forvente at reparationen er færdig inden for ”rimelig tid” (rimelig i forhold til reparationens art og omfang samt eventuelle andre relevante forhold). Hvis reparationen ikke er færdig inden rimelig tid, må du give reparatøren yderligere en rimelig frist til at gøre arbejdet færdigt (husk at gøre det skriftligt). Kun hvis reparationen heller ikke er færdig inden denne frist, kan du hæve aftalen og hente bilen.
Du skal kun betale for det arbejde, der er udført
Hvis aftalen hæves, før reparationen er helt færdig, vil du alene være forpligtet til at betale for det arbejde, der måtte være udført. Og hvis færdiggørelse af reparationen på et andet værksted medfører en meromkostning, vil første værksted i princippet være forpligtet til at betale denne difference. Det kræver dog, at du kan dokumentere dit tab, og det kan være vanskeligt, hvis der intet nærmere var aftalt om reparationens pris og omfang.
Tænk dig godt om, før du hæver aftalen
Du bør dog tænke dig godt om, før du hæver aftalen - særligt hvis reparatøren har nået at udføre en del af reparationen. I kan hurtigt blive uenige om, hvad der er repareret, og hvad der skal betales for dette. Reparatøren kan holde bilen tilbage, indtil du har betalt den krævede pris for reparationen.
Hvis du mener, at prisen er for høj, kan du selvfølgelig betale ”under protest” og få bilen udleveret. Men så må du bagefter klage til ”Ankenævn for Biler” eller anlægge retssag mod reparatøren for at få de penge tilbage, som du mener, du har betalt for meget. Værkstedet er ikke forpligtet til at stille en anden bil til rådighed ved forsinkelse af reparationen.
Tilbageholdsret - hvis automekanikeren ikke vil udlevere din bil
Hvis du har indleveret din bil til reparation, har reparatøren ret til at holde bilen tilbage, indtil du har betalt for reparationen. Dette kalder man for reparatørens tilbageholdsret. Reparatøren har derimod ikke ret til at holde bilen tilbage, fordi du skylder penge for en tidligere reparation (men han kan nægte at reparere indtil du har betalt, hvad du skylder).
Hvis du skylder reparatøren penge - og bilen står hos dig - må han ikke hente din bil for derved at presse dig til at betale. Gør han det alligevel, kan dette være en såkaldt misligholdelse af reparationsaftalen, og kan give dig ret til at hæve aftalen.
Behandling af klagesager over bilreparationer
Hvis dit værksted er medlem af en af nedenstående brancheorganisationer og reparationen har kostet mere end kr. 1500, kan du klage til Ankenævn for biler
- Bilbranchen
- DAF
- SKAD
- DBFU
- CAD
- Autoglarmesteren
- FAI
Kontakt en advokat eller FDMs juridiske rådgivning
Hvis værkstedet ikke er medlem, må du kontakte en advokat, hvis der bliver problemer, som du ikke selv kan klare. Som medlem af FDM, kan du få hjælp hos FDM Rådgivning. Forbrugerklagenævnet behandler ikke klager over reparation af biler.




Billig autohjælp
Godt billån
Rabat på test og bilsyn
Fordelagtig forsikring
Teknisk og juridisk rådgivning
Bladet Motor
Rabat på campingpladser
FDM forbehold
FDM mastercard
Camping
FDM travel
Køreteknik og motorsport
Netbutik











