Når vinteren slipper sit tag, er det en god ide, at gøre bilen forårsklar. Vinteren kan være hård ved den danske bilpark. Oplever du mislyde fra hjulophæng eller andet, kan det være en god ide, at få foretaget en FDM vedligeholdelsestest, så du kan få et overblik over din bils tilstand.

Udvendig gennemgang

Begynd med at gå bilen efter udvendig. Undersøg vinduesviskernes blade og se efter om gummiet er helt. Se også efter om alle bilens lygter virker, og test for eksempel også blinklys og stoplys.

Brug FDMs tjekliste til en gennemgang.

Vask vinteren væk

Gør bilen forårsklar med en grundig vask. Den regelmæssige vask i løbet af vinteren kan sagtens foregå i en vaskehal, hvor den billigste vask som regel er tilstrækkelig. Men når bilen skal have den store tur, opnår du det bedste resultat ved at håndvaske bilen med spand, børste og slange. På den måde kommer du ind de kritiske steder, hvor vaskemaskinen ikke kommer. Brug rigeligt vand og en god blød børste. Ved samme lejlighed opdager du eventuelle småskrammer og stenslag. Benyt lejligheden til at spule hjulkasser og panelkanter med vandslangen, så du får fjernet det vejsnavs, vaskemaskinens undervognsskyl ikke kan fjerne. Snavs som holder på fugten og danner grobund for rust. Også når solen skinner.Vær opmærksom på, at de gode produkter til rengøring af fælge sjældent er miljørigtige. Brug af fælgrens skal foregå på en såkaldt pusleplads på en tankstation, hvor afløbet er miljøsikret.

Guldvasken i vaskehallen spild af penge

Smør godt

Brug en fornuftig universalolie til at smøre bevægelige dele som viskerarme, hængsler og brændstofklap. Fx Castrol Everyman Oil. Visse steder kan det være formålstjenlig at bruge et smøremiddel på spraydåse med aftagelig tynd studs, der gør det nemmere at smøre præcist. Smør ved samme lejlighed donkraftens bevægelige led og gevind. Brug låseolie/grafit til låsene. Har bilen centrallås, er det ekstra vigtigt at komme rundt i alle låse, som ikke bruges dagligt. Det er en god idé at bruge nøglen i alle låse jævnligt, så de ikke gror sammen af snavs og rust.

Skift til sommerdæk

Inden du afmonterer vinterhjulene, skal du kontrollere, at mønsterdybden på sommerdækkene er mindst tre mm, som er FDMs anbefaling. Lovens minimumskrav er 1,6 mm, men er for lidt på våde veje. Gå også dækkene efter for eventuelle skader og fjern sten og andet der har sat sig fast. Vinterdækkene skal opbevares mørkt, køligt, i rengjort stand og med korrekt dæktryk.

Se video om hjulskift

Brug donkraften rigtigt

Tag altid nøglen ud af tændingslåsen inden bilen hæves på donkraft. Lad bilen stå i 1. gear og træk håndbremsen. Kravl ikke ind under en bil på donkraft. Donkraften må kun bruges på de løftepunkter, der er anvist i bilens instruktionsbog. Donkraften skal stå på en plan, fast flade. Eventuelt på et kraftigt bræt, hvis underlaget fx er solvarm asfalt. Husk at løsne hjulbolte, inden bilen hæves. Bilens egen donkraft er ofte en meget spinkel konstruktion, og i nogle instruktionsbøger skriver bilproducenten ligefrem, at donkraften kun må benyttes i nødstilfælde ved punktering. Hvis du regelmæssigt skifter hjul på din bil, kan du med fordel anskaffe dig en lille værkstedsdonkraft, som kan købes i diverse biltilbehørsforretninger. Bruger du en værkstedsdonkraft, må du kun løfte på bilens forstærkede løftepunkter. Se eventuelt i bilens instruktionsbog. Husk at håndbremsen skal løsnes igen, når hjulboltene eller møtrikkerne spændes med momentnøglen.

Undgå at tabe hjulene

Før du monterer hjul på bilen, skal du sikre dig at alle anlægsflader på fælge og hjulnav er fri for snavs og rust. Er de ikke det, skal det fjernes med fx en stålbørste, eventuelt en roterende stålbørste.Du kan med fordel smøre gevindene på hjulbolte og møtrikker. Undlad at smøre bolthullerne i fælgene og konusserne – det vil sige de skrå flader - på bolte eller møtrikker. Nu er du klar til at montere sommerhjulene. Hæng dem løseligt på. Alle bolte eller møtrikker skal monteres inden du begynder at spænde hjulet fast. Husk, at det er møtrikkernes spidse ende der skal vende mod fælgen. Nu skruer du møtrikker eller bolte gradvist ind i rækkefølgen 1-3-2-4 eller 1-3-5-2-4. Ingen må spændes helt fast, før hjulet er helt inde på plads og ligger an mod navet. Nu spænder du til, til du mærker en pæn modstand. Derefter indstiller du momentnøglen til det foreskrevne moment (Nm) - spørg evt. din mekaniker - og spænder, indtil den klikker. Tag to omgange, så du er sikker på at alle bolte eller møtrikker er spændt. Hvis du er usikker på, om hjulene er spændt godt nok fast, så kan du efterspænde, når bilen har kørt ca. 100 km.

Lak og plast

Inden du begynder at behandle bilens lak, skal du tjekke bilen for flyverust, som er små rustne ujævnheder på bilens lak. Flyverust er forholdsvist simpelt at fjerne. Andre småskrammer skal også udbedres i nødvendigt omfang. Når det er gjort, skal du vurdere, hvor meget du behøver at gøre for at få lakken pæn. Topresultat får du ved at starte med en lakrens og slutte af med en lakkonservering eller -forsegling. Husk at smøre alle plastlister ind i et plejemiddel inden du begynder på lakken. Det gør, at lakprodukterne ikke sætter sig fast i en nubret plastoverflade.

Se video om udbedring af ridser

Indvendig rengøring

Tøm bilen for alle unødvendige effekter, inden du tager fat med støvsugeren. Brug de nødvendige mundstykker for at komme godt ind i kroge og vanskelige steder som mellem forsæderne. Så kommer turen til ruderne. Brug et glasrengøringsmiddel og bliv ved indtil alle striber er væk. Indvendig polering af ruden med nogle dråber koncentreret opvaskemiddel, hjælper til at holde ruden fri for dug. Til plast bruger du en fugtig klud, og hvis det er nødvendigt et vinylplejmiddel. Vælg et middel der efterlader overfladen silkemat og ikke er ”fedtet”. Anvend aldrig plejemidler på rat og pedaler. Brug så vidt muligt almindelige og egnede husholdningsprodukter til rengøringen. En pensel er god til afstøvning af ventilationsdyser- og gitre, ligesom en fnugbørste gør rengøring af sæder lettere.

Video: Tre enkle trin til en rengjort bil