Hvisdu modtager en værkstedsregning udover det, du mener var aftalt, er det dig, der skal kunne bevise det. Der gælder dog en vigtig undtagelse: Er bilen repareret for et beløb, der overstiger dens handelsværdi efter reparationen, skal værkstedet kunne dokumentere, at reparationen er sket med kundens samtykke.

Du skal betale, hvis delen trængte til udskiftning, og det kan dokumenteres

Selv om et værksted erkender, at det har repareret sikkerhedsmæssige fejl ud over det aftalte, kan du risikere at måtte betale for en værdiforbedring. Det gælder, hvis værkstedet kan dokumentere at delen trængte til udskiftning. Du vil i den situation typisk kun være forpligtet til at betale nettoprisen for reservedelene, mens værkstedet selv må bære omkostningerne til arbejdsløn samt avance på reservedele.

Klag skriftligt til autoværkstedet med anbefalet brev

Hvis du fortsat nægter at betale din værkstedsregning, eller kun betaler den del, der ikke er strid om, kan du risikere, at værkstedet (efter at have rykket for betalingen) sender kravet til inkasso. Du skal dog være opmærksom på, at du ikke kan blive pålagt inkasso-omkostninger, såfremt du kan bevise, at du har meddelt værkstedet, at pågældende reparationer ikke var ifølge aftale. Det er derfor vigtigt, at du klager skriftligt til værkstedet over din værkstedsregning med anbefalet brev. Du risikerer dog stadig, at værkstedet vil udtage en stævning imod dig, så der bliver kørt en retssag.

Hvis du ved en efterfølgende retssag kan bevise, at reparation slet ikke har fundet sted, eller at der er repareret mere end aftalt, slipper du for at betale. I modsat fald kommer du med meget stor sandsynlighed til - ud over selve regningen med påløbne renter - at betale sagsomkostninger.

Kan du ikke bevise, at der er aftalt en maksimumpris, må du betale det beløb, værkstedet kræver for reparationen - med mindre det er urimeligt set i forhold til det arbejde, der er udført, og i forhold til den pris, et værksted normalt vil tage for et lignende stykke arbejde.

Læs mere om hvordan du klager over bilreparationen