Man kan dele sikkerhedsudstyr op i to kategorier: aktivt og passivt sikkerhedsudstyr. De aktive dele er dem, der kan hjælpe med at forhindre en ulykke, og de passive dele omfatter udstyr, der kan begrænse skaderne, hvis uheldet alligevel er ude.
Man kan naturligvis hævde, at har man tilstrækkeligt af de aktive dele, behøver man slet ikke passivt udstyr, men så enkel er verden desværre ikke. Man kan være nok så dygtig en bilist og køre nok så pænt, men uheld kan som bekendt blive påført af andre trafikanter, og så er det, at det passive udstyr kommer på arbejde.
Noget udstyr er standard på de fleste biler, andet kan man tilkøbe ligesom almindeligt ekstraudstyr. Men i modsætning til en trækkrog eller et soltag er det udstyr, man ikke ønsker at komme til at benytte. Det bør dog ikke afholde en fra at tilkøbe ekstra sikkerhedsudstyr. For ligesom en forsikring bliver man glad for at have det, den dag uheldet er ude.
Vi har her samlet en række udstyrskomponenter, som vi kort beskriver, og samtidig har vi angivet FDMs minimumskrav til en sikker bil.
Sikkerhedsguide
ABS – blokeringsfrie bremser. Sørger for, at hjulene ikke blokerer, hvilket giver korte bremselængder og mulighed for at bremse og styre samtidig.
ESC – elektronisk antiudskridningssystem. Registrerer, hvis bilen er ved at skride ud, og nedbremser et eller flere hjul enkeltvis for at modvirke udskridningen.
Airbags – luftpuder, der lynhurtigt kan pustes op omkring fører og passager, og som i tilfælde af en kollision kan mindske skaderne.
Xenon – en ny type forlygter, der erstatter de gamle halogenpærer, og som giver et markant kraftigere og mere hvidt lys.
EBD – elektronisk bremsekraftfordeling. Et system, der automatisk regulerer bremsekraften mellem for- og baghjul, afhængigt af hvor meget læs der er på bilen.
ESP – se ESC.
TCS – traktionshjælp. Systemet hjælper biler med at sætte i gang på fedtet underlag. Nedbremser et eller begge forhjul, så hjulspind undgås, og så differentialet kortvarigt sættes ud af kraft.
Euro NCAP – organisation, som foretager uafhængige crashtest af nye biler. Resultatet angives overordnet ved antal af stjerner, hvor man maksimalt kan få fem. FDM er med i Euro NCAP.
Sikkerhedsudstyr
Aktivt udstyr
Eksempler på udstyr, der kan forebygge en ulykke
- ABS
- Afstandsradar
- Aktivt bremselys/havariblink
- Automatiske bremser
- Blind vinkel-alarm
- Dæk
- ESC
- Hastighedsbegrænser
- Kurvelys
- Linjevogter
- Træthedsdetektor
- Xenonforlygter
Passivt udstyr
Eksempler på udstyr, der kan mindske skaderne ved en ulykke
- Airbags
- Aktive hovedstøtter
- Automatisk nødopkald
- Isofix-autostole
- Lastsikringsudstyr
- Selestrammere
- Sikkerhedsseler
Af Søren W. Rasmussen
Illustration: Herbert Mudsam




Billig autohjælp
Godt billån
Rabat på test og bilsyn
Fordelagtig forsikring
Teknisk og juridisk rådgivning
Bladet Motor
Rabat på campingpladser
FDM forbehold
FDM mastercard
Camping
FDM travel
Køreteknik og motorsport
Netbutik