Citroën C4 træder ind i skærmalderen

Citroëns mellemklassebil får til marts en opdatering, som bl.a. indebærer syv tommer skærm i midterkonsollen, LED-kørelys og renere motorer.

Den faceliftede Citroën C4 får bl.a. LED-kørelys.
Nyt om biler

Efter fire år på banen er det blevet tid til et facelift af Citroën C4.

Der bliver bl.a. mulighed for syv tommer berøringsskærm, som erstatter mange af de fysiske knapper – formentlig helt i stil med Citroën C4 Cactus og Peugeot 308.

LED-lygter

Udvendigt har fronten fået ny signatur med LED-kørelys, mens baglygterne har 3D-effekt. Disse detaljer er ikke standard, men forventes – sammen med den stor skærm - at blive standard på det danske udstyrsniveau Seduction, som er langt det mest solgte herhjemme.

Euro 6-motorer

I motorrummet opdateres med Euro 6-motorer. Det gælder bl.a. den trecylindrede 1.2 benzin med 110 hk og en officiel brændstoføkonomi på 21,3 km/l samt den samme motor, men med 130 hk i kombination med sekstrins robotgear.   Ny på dieselsiden er 1.6 Blue HDI med 100 hk og en brændstoføkonomi på 30,3 km/l.

Dansk lancering af den opdaterede C4 til marts.