Flest flyver til London

Englands hovedstad topper listen over destinationer, danskerne flyver til. Men flest flyver til lufthavnen Gardermoen i Oslo

Bilist

Big Ben, Tower Bridge, Harry Potter-studierne og andre af Londons mange tilbud hiver mest i danskerne, når de booker flybillet. Ud af de i alt ca. 12,8 mio. udenrigsrejser fra danske lufthavne i 2013, rejste ca. 1,05 mio. passagerer til London. Det viser en opgørelse fra Trafikstyrelsen.

Trafikken til London sker primært med afrejse til tre lufthavne, og her stævner flest ud mod Heathrow. Knap en halv mio. vælger den rute, mens Gatwick tager imod 317.974 passagerer fra danske lufthavne, og Standsted er mindst med 242.140 danske ankomster.

Flest rejser til Oslo

Ser man derimod på, hvilken lufthavn, der modtager flest passagerer fra Danmark, ligger Gardermoen i Oslo bedst placeret. 762.243 rejsende tog fra en lufthavn i Danmark til den største lufthavn i Norges hovedstad.

Arlanda i Stockholm nummer to med 676.735 rejsende fra Danmark. Herefter følger Amsterdam (612.361), London Heathrow (488.503) og Paris (398.792).

Helsinki (382.057), Frankfurt (380.784), London Gatwick, London Standsted og Bruxelles (240.255) er på de næste pladser.

Samlet stigning i udenrigsrejser

I 2013 steg antallet af flyrejsende i udenrigsluftfart fra Danmark med ca. 3,8 pct.

Rejser fra Danmark til de tre London-lufthavne voksede samlet set med ca. 4,9 pct. fra 2012 til 2013. Heraf steg trafikken til Gatwick med 20 procent, mens Standsted er faldet med fem procent. Heathrow opnåede en beskeden femgang på 1,4 procent.

Rejser fra Danmark til Stockholm og Oslo voksende med henholdsvis 4,8 pct. og 3,9 procent. Omvendt faldt antallet af rejsende fra Danmark til Frankfurt, Paris (Charles de Gaulle) og Bruxelles med henholdsvis 7,3 procent, 5,4 procent og 5,3 procent fra 2012 til 2013.