Subaru afslører Toyota-tvilling

Subaru Trezia er en lille multibil helt magen til Toyota Verso-S, men den bliver for dyr til Danmark.

Subaru Trezia er en knap fire meter lang multibil.
Nyt om biler

Subaru kan ikke finde ud af at udvikle sin egen minibil. Eller mere retvisende: Det lille bilmærke har åbenbart ikke råd.

Subaru Trezia er enægget tvilling med Toyota Verso-S. Toyotaen kommer snart til Danmark; Subaruen gør ikke.
Subaru Trezia er enægget tvilling med Toyota Verso-S. Toyotaen kommer snart til Danmark; Subaruen gør ikke.
En egenudviklet Subaru i miniklassen har været vist som koncept for nogle år siden, men den er aldrig blevet til noget.

I stedet har Subaru haft Justy, der slet og ret var en Daihatsu Sirion, og nu kommer som en slags afløser Toyota Verso-S, der skal sælges som en Subaru Trezia.

Ingen forskel - ingen boksermotor

Forskellen på Toyotaen og Subaruen bliver særdeles minimal, og f.eks. kommer der ingen boksermotor, som ellers er et Subaru-særkende.

Den fælles bil skyldes, at Toyota Motor Corp. og Fuji Heavy Industries, der sælger sine biler under Subaru-navnet, har indgået et tæt samarbejde, og Toyota ejer 16,5 procent af Fuji.

Her er "originalen", Toyota Verso-S. Forskel? Ikke meget.
Her er "originalen", Toyota Verso-S. Forskel? Ikke meget.
Samarbejdet har resulteret i to bytte-bytte-købmand-projekter. Det ene er, at Subaru kan sætte sit navn på Verso-S, der lanceres i Danmark til april.

Subaru bygger sportsvogn til Toyota

Det andet er, at Toyota får sin udgave af den Subaru-udviklede sportscoupé. Toyota har fået lov at vise sin udgave sidste år, mens Subaru først viser originalen på Genéve-salonen i marts. Coupén får baghjulstræk og boksermotor.

Multibilen Trezia får også premiere i Genéve.

Den danske Subaru-importør har – i hvert fald indtil videre – opgivet at få Trezia til Danmark og undlader helt at omtale verdenspremieren i sin pressemeddelelse om mærkets nyheder på Genève-udstillingen.

Trezia og Verso-S er en 3,99 meter kort, men høj og ganske rummelig MPV, der hos Toyota skal afløse den udgåede Yaris Verso.

Trezia kommer ikke til Danmark, da den vil blive for dyr. Når der findes en enægget tvilling, er det ekstra nødvendigt, at prisen er i orden.