Nu bliver kineserne seriøse

Det nye kinesiske bilmærke Qoros holder verdenspremiere på sin første model i Schweiz. En del af udviklingen er foregået i Europa.

Qoros GQ3 er en sedan i mellemstørrelse.
Nyt om biler

De etablerede kinesiske bilmærker ser nu ud til at få baghjul af en opkomling fra deres eget land. Mens mærker som Great Wall, BYD, Geely og Brilliance bliver ved at udskyde en egentlig debut i Europa, kommer mærket Qoros med brask og bram – angiveligt allerede i år.

Det markerede frontdesign på Qoros GQ3 vil gå igen på øvrige modeller. Er der lidt Kia over stilen? Eller VW Jetta?
Det markerede frontdesign på Qoros GQ3 vil gå igen på øvrige modeller. Er der lidt Kia over stilen? Eller VW Jetta?
Qoros viser nu billeder af firmaets første model, GQ3, og fortæller, at bilen får verdenspremiere på biludstillingen Genève til marts.

At vælge Europa som pr-affyringsrampe giver større opmærksomhed end at holde debuten i Kina eller Rusland, og så kommer bilen angiveligt til salg i vores del af verden allerede sidst i 2013, få måneder efter den kinesiske lancering.

På størrelse med VW Jetta

GQ3 placerer sig i den europæiske kompaktklasse omtrent på størrelse med en VW Jetta, men er meget bred, 1,84 meter og har plads til fælge helt op til 19 tommer.

Qoros lægger ud med en sedan, hvilket er en ulempe for salget i Vesteuropa.
Qoros lægger ud med en sedan, hvilket er en ulempe for salget i Vesteuropa.

På forhånd har GQ3 den store svaghed, at den er en sedan, som der ikke sælges mange af i Vesteuropa i denne klasse.

Men en hatchback og/eller stationcar vil formentlig følge efter, for Qoros har store ambitioner i Europa. Også større og mindre modeller samt SUV-versioner er ifølge Motors oplysninger under udvikling.

Bilens navn er bygget op af et "G", der henviser til sedan, "Q" står for Qoros og vil indgå i alle modelnavne, mens 3-tallet angiver bilens størrelse.

I familie med Better Place

Qoros har proppet en masse avanceret teknik ind i bilen, bl.a. startknap, nødkald-system og en 8 tommers berøringsskærm. Måske ved Qoros også, at den oplevede kvalitet skal være i orden, og at kabinen ikke må stinke af billigt kinesisk plast.
Qoros har proppet en masse avanceret teknik ind i bilen, bl.a. startknap, nødkald-system og en 8 tommers berøringsskærm. Måske ved Qoros også, at den oplevede kvalitet skal være i orden, og at kabinen ikke må stinke af billigt kinesisk plast.
Qoros er et joint venture mellem kinesiske Chery Automobile og Israel Corporation, der kontrollerer Better Place. Mærket blev født som Chery Quantum Automotive Corporation i 2007, men er siden omdøbt til Qoros.

Det er formentlig også Qoros, der er udset til at skulle bygge en elbil med udskifteligt batteri til Better Place.

Qoros er baseret i Kina – med hovedkvarter midt i Shanghais dyre finanskvarter Pudong, men har tilsyneladende forstået, at der både teknisk, designmæssigt og dermed også imagemæssigt skal hjælp til fra Europa, hvis bilerne skal sælges på det kræsne kontinent.

Udvikling og test i Europa

En del af udviklingen og testene er udført i Europa af Magna Steyr, der er Europas største kontrakt-udvikler og -bilbygger.

Chefdesigner Gert Volker Hildebrand råder over designcentre i München og i Shanghai. Hildebrand står her ved mærkets logo.
Chefdesigner Gert Volker Hildebrand råder over designcentre i München og i Shanghai. Hildebrand står her ved mærkets logo.
De såkaldte valideringstest har fundet sted hos bl.a. TRW i svensk Lapland, hos Applus' spanske testbane IDIADA og i Mount Isa, Australien.

Tysk chefdesigner

Chefdesigneren er også europæisk, nemlig Gert Volker Hildebrand, der har en fortid hos VW, Opel, Seat, Mitsubishi, og Mini.

Informationschefen for Europa er tilmed svensk, Saabs sidste informationschef Eric Geers.

Qoros oplyser til Motor, at der endnu ikke er fundet nogle distributører i Europa, herunder i Danmark. Jagten på dem går ind under Genève-udstillingen til marts.