Saab vil sælge mange biler – uden Saab-navn

Der er ingen udsigt til at NEVS får lov til at bruge hverken Saab-navn eller logo. Så hvis det lykkes det kinesiske firma at få solgt de mange elbiler, det siger det har, bliver det under et helt andet navn.

Nyt om biler

Der er ingen grænser for, hvor mange elbiler, National Electric Vehicle Sweden, NEVS, skal sælge i Kina. Men det bliver definitivt uden Saab-navnet eller Griffen-logoet for den sags skyld.

Den svenske fly-, våben- og teknologiproducent Saab AB slår nu fast mere tydeligt end før, at selskabet ikke vil give NEVS lov til at bruge Saab-navnet på dets fremtidige biler.

Det havde NEVS lov til i begyndelsen, da den overvejende kinesiske investor køber konkursboet efter Saab Automobile i 2012, men efter et langstrakt og til dels tumultagtigt forløb, ville Saab AB ikke forlænge tilladelsen.

Griffen-logoet har NEVS aldrig måttet bruge.

"Ingen samtaler med NEVS"

- Vi har tilbagekaldt deres ret til at benytte mærke-navnet, og der er ikke længere samtaler, om at NEVS skal kunne bruge det, siger en talsmand for Saab AB, Sebastian Carlsson, til Automotive News.

Dermed bliver det et halt andet navn, selskabet skal sætte på de elektrificerede Saab 9-3-modeller, som skulle blive første model i en angiveligt gigantisk ordre.

350.000 kr. pr. bil

NEVS oplyste i december, at det havde fået en ordre på 150.000 eldrevne 9-3-biler fra et hidtil ukendt og nystartet kinesisk leasingfirma kaldet Panda New Energy. Bilerne til en påstået, samlet værdi på 85 mia. kr. inkl. andre modeller skal leveres frem til og med 2020.

Det er også meget dyre biler, NEVS angiveligt har fået solgt til China Volant Industri. De 20.000 9-3-biler skal indbringe syv mia. kr. svarende til en pris pr. bil ab fabrik uden afgifter på ca. 350.000 kr.

Samarbejdet mellem Daimler og kinesiske BYD sælger en moderne elbil for under 200.000 kr. i udsalgspris.

Opkøbs-rygter uden realiteter

Det er ikke kun NEVS’ ordrerbog, der virker vidtløftig. Det gør firmaets – og mediers - antydninger om nye partner også.

I 2015, da NEVS var i betalingsstandsning, lod firmaet forstå, at en asiatisk bilproducent havde besluttet at købe aktiemajoriteten. Omtrent samtidig skrev Financial Times, at indiske Mahindra & Mahindra var tæt på at købe aktiemajoriteten. Og senere fremgik det af svenske medierapporter, at kinesiske Dongfeng Motor var i forhandlinger om et jointventure med NEVS.

Intet af det er blevet til noget.

SE OGSÅ: Det er slut med Saab