Før du køber trailer, er det en god ide at vurdere, hvilket behov den skal opfylde. Skal den primært bruges til at køre haveaffald af sted eller skal den bruges til at flytte større og tungere ting.

Størrelse

Trailere fås i mange størrelser, og ved valget af trailer må man vurdere behovet. Ofte er vognbunden bygget af plader med et mål på 122 cm, som enten kan afgøre længden eller bredden af traileren. Skal man selv køre med byggeplader, der almindeligvis også måler 122 cm, kan man ikke bruge de mindste typer, da det indvendige mål altid er mindre end 122 cm. Andre har måske behov for at transportere en motorcykel, havetraktor eller lignende, og her bør man prøve traileren før køb.

Opbygning

De mest almindelige „affaldstrailere” er opbygget med en galvaniseret stålramme med galvaniserede stålsider og fast træfiberbund. Galvaniseringen gør stålet næsten uforgængeligt, og vedligeholdelsen af traileren er begrænset til næsten ingenting. Vognbunden er særdeles holdbar, men en presenning over traileren vil forlænge levetiden af vognbunden betydeligt.

Hjul

Almindeligvis er trailere enten forsynet med hjul på 13-tommer fælge, som sidder på siden af traileren, eller de mindre 10-tommer hjul, der er monteret under vognbunden. Forskellen er, at versionerne med de store hjul har en lavere læssehøjde, idet vognbunden er bygget ned mellem hjulene. Versionerne med små hjul under vognbunden er derimod gode, idet de har en større lasteflade, idet vognbunden går ud over hjulene. Hvad man bedst synes om, må bero på behovet. Særligt versionerne med små hjul kan have to aksler for øget lasteevne. 

Tilgængelighed

Vær opmærksom på, hvordan siderne på traileren kan åbnes. Her kan der være stor forskel mellem de billige og de lidt dyrere versioner. Den helt fleksible opbygning giver mulighed for, at de to sider samt for- og bagsmæk kan lukkes op. Andre har fast forsmæk, mens andre igen kun har oplukkelig bagklap. Betragt i øvrigt låsetøjets kvalitet. De billigste versioner er meget billigt udført ved låsetøjet.

Bremser

De mindste trailere er oftest uden bremser. Det er ikke noget problem i praksis, og bremsetest udført af FDM har tidligere vist, at bremselængderne ikke øges ved kørsel med tom trailer. Med fuldt læs på en 500 kg-trailer uden bremser øges bremselængden fra 80 km/t med 2-3 meter, mens bremselængden øges med 4-5 meter, hvis man bremser med en bil med en fuldt læsset trailer med bremser på 1.200 kg. Bemærk, at der i bilens registreringsattest er angivet vægtgrænser for kørsel med trailer med og uden bremser. Har traileren bremser, bør de jævnligt afprøves, og kravet til serviceeftersyn er noget større end for trailere uden bremser. Læs også om fatgrænser for trailere.

Tilbehør

Uanset mærke er der i dag et stort tilbehørsprogram med bl.a. presenning, næsehjul, ekstra sider, ramper og meget mere. Af mere anbefalelsesværdigt udstyr kan nævnes en tyverisikring. En enkel og effektiv sikring er en stålkasse, der spændes fast på selve koblingsgrebet på traileren. De koster fra nogle hundrede kroner og opefter.

Nummerplade

Der kan være forskel på, om man køber sin trailer i et byggemarked eller hos en mere ordinær trailerforhandler. Ved byggemarkedet skal man som hovedregel selv sørge for at afhente nummerpladen hos SKAT. Man skal også selv montere nummerpladen. Ved køb hos en trailerforhandler klarer
forhandleren almindeligvis denne opgave, men enkelte påregner sig et gebyr for ulejligheden. Trailere skal ikke synes jævnligt som biler, men er de over fem år gamle, skal de almindeligvis synes ved ejerskifte.

El-system

Alle trailere er som udgangspunkt beregnet til synsfri sammenkobling, og det betyder, at el-systemet er standardiseret med 12-volt pærer og et almindeligt 7-polet stik. Mange biler leveres dog med 13-polet stik, og i sådanne tilfælde må man enten ændre stikket på traileren eller montere
en 13/7-adaptor mellem trailer og bil.

Læs mere om anhængerstik