Toscansk forårsvisit

Snart maser en blåviolet sky sig ind over vejen og afleverer en pose regn i vældige masser. Snart fortrækker den og giver plads til den dybeste blå himmel, som solen skinner uhindret fra. Sådan skifter vejret de tre timer, vi kører fra Siena ad bløde, bakkede landeveje til Montepulciano længere mod syd. Vi gør holdt på P-pladser, både når det truer med en tordenbyge ude i den nære horisont, for at nyde synet og fotografere fænomenet af mørkt tungsind og drama, også når himlen er sorgløst blå. 


Lige her ved foden af en bakkekam folder det toscanske landskab sig ud i sin prototype: Lige rækker af cypresser flankerer en smal vej op til en vingård. Markerne til den ene side er gule af raps og sennep. Til den anden side brune, harvede marker. Bag den lille okkerfarvede vingård rejser en bakkekam sig af irgrønne olivenlunde. 


Toscana er vel nok den mest populære af de italienske regioner. Det er her, vi finder nogle af verdens største kulturperler som Firenze, Siena og Pisa. I det hele taget bidrager Toscana med et overflødighedshorn af byer og lokaliteter på Unescos Verdensarv-lister. Renæssancen blev født i denne provins i middelalderen og blev starten på en helt ny, frugtbar måde at anskue tilværelsen på – ikke kun i Italien, men i hele Europa. Store navne som Michelangelo, Leonardo da Vinci og Dante har leveret talrige nyskabelser inden for kunst, arkitektur, litteratur, filosofi og videnskab, hvis resultater,vi stadig profiterer på i dag.


Overlegne, overvældende Firenze


Firenze er selvfølgelig et must. Men byen er så overvældende, at man nemt taber pusten, hvis ikke den doseres i afmålte portioner. Den lektie lærte H.C. Andersen også, som det fremgår af et kapitel i „En digters basar”. Domkirken og pladsen omkring den danner et naturligt midtpunkt i den historiske bydel. Dens kuppel er simpelthen byens vartegn. Nå, jo, måske er kuplen i skarp konkurrence med Ponte Vecchio om at være den mest fotograferede genstand i byen. Det er den eneste af de oprindelige middelalderbroer over floden Arno, som fik lov at undgå tyskernes bomberegn under 2. Verdenskrig. Broen fra 1345 er tillige nærmest at beskrive som en beboelseskarré, idet flere vedhæng af små rum er tilføjet siderne af broen.


Et af Italiens mest berømte vinområder, Chianti, ligger mellem Firenze og Siena. Vej 222 fører forbi vinbyer som Greve in Chianti, Radda in Chianti og Castello di Brolio, og overalt er der åbent hus for smagning af vinene. Som indehaver af kørekort gælder det naturligvis om at rafle med de to øvrige ombordværende med styrekort om, hvem der skal føre rattet, før vi begynder vinsmagningen. Se, det er netop en fordel ved at køre i egen bil hele vejen dertil: Når man er faldet for et eller flere af mærkerne, er det frygteligt rart at kunne investere i nogle flasker og tage dem med frem for bare at lade det være et flygtigt bekendtskab. Dét erfarer vi flere steder – naturligvis også i Montepulciano længere mod syd, som bl.a. laver Brunelloen.


Skønne Siena


Siena er et levende middelaldermuseum så intakt og autentisk, at man konstant må knibe sig i armen for at forsikre sig om, at det ikke er en filmkulisse. De labyrintiske gyder og stræder er visse steder så smalle, at højst to personer kan passere hinanden. Centrum for Siena er den overdådige Piazza del Campo, som er formet som en muslingeskal. Tronen over pladsen er rådhuset Palazzo Publico, som har inspireret den danske arkitekt Martin Nyrup til at tegne Københavns Rådhus. Man er ikke i tvivl om slægtskabet mellem de to tårne, når man står på Campoen og kigger op. Oppe fra tårnet er der udsigt ned over Campoen og de mageligt henslængte gæster, som bogstaveligt talt flader ud på pladsen. Skuer man lidt længere ud i horisonten, er der det mest vidunderlige blik ud over Sienas brune tegltage. Og endnu længere ude maser Toscanas kulturlandskab sig på med sine lunde af oliven, cypresser, pinjer og okkerfarvede bondehuse.


Her i slutningen af april er der heldigvis ikke mange turister. Det påskønner man, især når mørket falder på, og der hviler en helt særlig ro og skønhed over byen, mens de sidste af solens stråler oplyser byens silhuet i et blødt, harmonisk lys. En times tid senere falder mørket på, og så tændes de gullige gadelamper og forvandler med ét Siena til en helt anden, eventyrlig by. 


Det er nemt at komme i snak med folk – forudsat de kan og vil en smule engelsk og tysk – når man nu ikke selv mestrer det italienske. Påfaldende mange lader samtalen dreje hen til den evige rivalisering mellem Firenze og Siena om at påberåbe sig størst interesse blandt turister. Det har sin rod i århundreders krige og fjendskaber mellem de to byer. Borgerne i Siena glemmer aldrig, at de var de sidste til at kapitulere over for de overlegne florentinere.


Manhattan på italiensk


Længere mod nordvest ligger byer som San Gimignano og Volterra. Vi indtager den første. Adskillige kilometer før ser vi fra bilen dens 14 tårne rage op, og det drager. San Gimignano kaldes for Toscanas Manhattan, netop på grund af dens tårne, som der i 1200-tallet var hele 70 af, statussymboler, som viste magt og indflydelse hos købmandsfamilierne.


Det mest magiske tidspunkt at besøge den gamle bys krogede stræder er om aftenen, hvor det bleggule gadelys oplyser tårne og bygninger. Slå dig ned på en fortovscafé og håb på, at temperaturen er rar en forårsaften. Nyd synet, fornem, sug til dig, lyt til gademusikantens lette toner, kig på mennesker, og en god aften er fuldendt. Som i Sienas rådhustårn er det også muligt her at bestige toppen af tårnet. Næppe nødvendigt at fortælle, hvor mageløs udsigten er.


Volterra er mærkværdigvis ikke så besøgt som de øvrige middelalderbyer. Det er ellers den, som kan gøre hævd på den bedst bevarede bymur. Volterra er bygget på en halv kilometer høj klippe og med bjerge omkring, som er endnu højere. Her er det sindrigt anlagte kulturlandskab, som præger det øvrige Toscana, afløst af dybe skove. Dog med plads til vinmarker og hvedeagre indimellem.


Skønheden kommer indefra


Fra Volterra kører vi nordvest mod Lucca. Byen er på størrelse med Esbjerg og sandt at sige ikke særlig indbydende på afstand. Store industriområder, grimt byggeri, men så snart du nærmer dig den indre bydel, åbenbarer sig et helt andet skue. 


Igen en by, hvor vi må parkere bilen „uden for” det interessante område, men det tager kun fem minutter at slentre ind bag borgmuren. Her findes skatte, som sagtens kan give indhold til en hel dags oplevelser. Det gælder særligt den drømmeriske plads, Piazza del Mercato, der engang var et romersk amfiteater. Besøg også Guinigi-tårnet, som fra toppen har en fantastisk udsigt over byen.


Berømt for ingeniørfejl


Pisa er den tredje af Toscanas største klenodier. Alle kender Det Skæve Tårn, men færre ved, at det var en simpel konstruktionsfejl hos de ingeniører, som i det 12. århundrede byggede tårnet, som er forklaringen bag det hældende tårn. 


Hele domkirkepladsen med Det Skæve Tårn, domkirken og dåbskapel er bygget i hvid marmor på en gigantisk åben plads. Alle tidspunkter af døgnets lyse timer giver helt foranderlige synsindtryk, fordi solens hældning, skyer – eller blå himmel – kaster deres eget særlige lys på den hvide marmor.

Nogle tror, at Pisa kun er værd at se for tårnet. Men tag et kig på bydelen uden for domkirkepladsen. Så vil du opleve et intenst byliv med masser af pladser, bygninger, museer og spændende caféer. Og ikke at forglemme italienerne. Disse livlige og positive mennesker. Ikke sært, at renæssancen blev født her.


Af Jens Henrik Nybo