Længe har der været talt meget om dem, men nu kommer de første elbiler omsider. Peugeot tager stikket og bliver første bilmærke, der i Danmark introducerer masseproducerede elbiler i den nye æra. Det sker til januar med en halv snes af modellen Ion, og allerede i løbet af første kvartal bliver det til ca. 200 stk. Ion er identisk med Citroën C-Zero og næsten identisk med Mitsubishi Imiev, der begge kommer i løbet af foråret.
Motor har tidligere beskrevet teknik og køreindtryk i Mitsubishien, og nu har vi også kørt de to franske udgaver. Forskellen er minimal, og i alle tilfælde er de den rene fornøjelse at køre. Største tekniske forskel er, at Peugeot og Citroën har gjort gearvælgeren mere simpel, så der kun er én indstilling, hvor motoren bremser moderat og behageligt, når speederen løftes. I Mitsubishien skal man vælge mellem svag og stærk motorbremsning. Det sidste giver en mere urolig kørsel, men mere opsamling af bremseenergi.
Ion og C-Zero kører fint og uden unoder, men de ca. 250 kg mervægt mærkes i dæmpningen hen over vejhuller og i affjedringen, når bilen krænger.
Lydløs og livlig kørsel
Elmotoren, der er af den moderne type med permanent magnet-synkronmotor, ligger ved bagakslen og trækker på baghjulene. Den sørger for lydløs kørsel uden nogen form for hylende „S-togs-lyd”.
Motoren yder 47 kW (64 hk), og kombineret med det solide drejningsmoment på 180 Nm giver det livlig kørsel ganske tæt på maks.-farten på 130 km/t.
Rækkevidden var oprindeligt opgivet til 130 km, men Peugeot-Citroën har optimeret den japanske teknik, så det officielle tal nu er 150 km. I praksis vil det være svært at opnå.
Alle tre eltrillinger koster stort set det samme, nemlig knap 280.000 kr. Citroën og Mitsubishi sælger bilen, mens Peugeot overvejende vil lease den via Choosev for ca. 5.600 kr. pr. måned.
tor




Billig autohjælp
Godt billån
Rabat på test og bilsyn
Fordelagtig forsikring
Teknisk og juridisk rådgivning
Bladet Motor
Rabat på campingpladser
FDM forbehold
FDM mastercard
Camping
FDM travel
Køreteknik og motorsport
Netbutik


