Så er vi her, på Fort Myers Beach – på første parket i palmerækken ud mod Den Mexicanske Golf. Bilens forrude indrammer en muslingehvid sandstrand med turkisblåt hav. Naboerne camperer i gigantiske motorhomes, der får vores lejede standardmodel til at ligne en sparegris på hjul, men det spolerer ikke fornøjelsen for en familie, der til hverdag lever med hårrejsende bilafgifter. Solen bager fra en kongeblå himmel, der er Budweiser i køleskabet, og vandet snurrer til pulverkaffen, mens vi lige spoler to dage tilbage.


Efter en direkte flyvning fra København lander vi i verdens største lufthavn ved Atlanta i den amerikanske sydstat Georgia. Det er sidst på eftermiddagen, og motorhomeudlejeren befinder sig kun en kort taxikørsel fra lufthavnen. Man tillader dog ikke jetlagramte europæere at sætte sig bag rattet, før de har haft mindst en overnatning – det er forståeligt. Man kan f.eks. vælge at tilbringe en søvnjusterende nat på et nærliggende motel eller tage ind til Atlanta for to nætter og en dag med sightseeing. 


Sydstatsbyen ville være historisk interessant, hvis ikke nordstaternes general Sherman i 1864 nedbrændte to tredjedele af byen i borgerkrigen, som man hernede betegner som War of Northern Aggression. Atlanta er en by med en besynderlig struktur og en bykerne, der efter kontortid er affolket. Indbyggerne bor og lever i omegnskvarterer, mens centrum består af kontorsiloer, hoteller, parkeringshuse, en sportshal, et akvarium og et kongrescenter. I midten er der lidt grønt i form af Centennial Olympic Park, som i 1996 blev anlagt i forbindelse med OL. 


9.000.000.000.000 sodavand


Coca-Cola, smagen af Amerika, er opfundet i Atlanta, og sodavandens besøgscenter ligger bag Georgia Aquarium. Ud over sjove tilbageblik på reklamekampagner, der går 125 år tilbage, så læg mærke til lysdisplayet, som tæller, hvor mange colaer der løbende langes over disken rundtomkring i verden. De bagerste cifre bevæger sig med ulæselig hast, og tælleren er hastigt på vej mod ni tusind milliarder solgte colaer.


Lige inden den uundgåelige souvenirbutik må man drikke så meget cola, man orker, og så kan man hoppe videre på opstødene over til CNN, hvor tv-stationens Humvee fra dækningen af Golfkrigen i 1991 er udstillet i atriumgården. Mod entré er der guidet rundtur mellem studierne med mulighed for at blive portrætteret som nyhedsoplæser, men som familieattraktion er CNN en begrænset oplevelse.


Underholdningsværdien er langt større under jorden i Underground Atlanta. Det lille netværk af overbyggede, brolagte gågader tjente oprindeligt som rangerterræn for godstogstrafik, og nu er det en charmerende blanding af spændende og sjove butikker, restauranter, barer, boder, kærrer og gratis underholdning – de færreste går tomhændet derfra.

Litterære hoveder kan vandre et stykke ud ad Peachtree Street til huset, hvor Margaret Mitchell i 1935 boede og skrev den romantiske sydstatsklassiker „Borte med blæsten”. Romanen blev senere filmatiseret, og den glamourøse premiere fandt sted i byens moskélignende Fox Theatre, som man passerer på vejen til forfatterindens hus. I samme afstand men en anden retning finder man det sorte middelklassekvarter Sweet Auburn, hvor præsten og borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther Kings kirke, hjem og gravsted har adresse. På Auburn Avenue findes også Royal Peacock Club, hvor lokale talenter som B.B. King og Gladys Knight kickstartede deres karrierer. 


Solnedgange med romantik


Efter at lejedokumenterne og instruktionen i RV’ens (recreational vehicle) installationer er overstået i en ruf, og provianteringen er klaret i det nærliggende Wal-Mart, cruiser vi sydpå på Interstate 75, der passerer lige forbi. Trafikken i USA er glidende uden de pludselige kørebaneskift og selvcentrerede adfærd, som er fremherskende i Europa. Her nyder vi den gode plads til bilismen – både fysisk og politisk – og vi lovpriser den medbragte GPS, der tillader os at slappe af og nyde omgivelserne.


Vi knækker afstanden på 800 km fra Atlanta til Fort Myers over med en overnatning på en campingplads, og den følgende formiddag triller vi ind på et RV-resort på Fort Myers Beach, hvor vi får plads i forreste palmerække. 


Turisterne kommer her for at nyde den fantastiske strand, solen og havet med de legesyge delfiner og for at slappe af. Fort Myers Beach er en sandtange forbundet med bro til fastlandet, og her er ferielejligheder og kvarterer med flotte millionvillaer og egen bådebro i baghaven. Knudepunktet for underholdning hedder Times Square, der er stedet, hvor strandens lange badebro har fæste, og hvor ubegribelig smukke solnedgange gør kynikere til romantikere. I de fløjlslune aftener forvandles stedet til en livlig markedsplads, hvor festklædte feriegæster spiser, drikker, shopper og hænger ud blandt lokale gøglere og pirater.


Dagtimerne kan bruges til mange ting. F.eks. Thomas Edisons og Henry Fords vinterresidenser i udkanten af Fort Myers. De to opfindsomme herrer var naboer og nød her pensionsalderen sammen med Harvey Firestone, der i 1925 forærede Henry Ford et lille figentræ, som udskiller latex, der blev brugt til datidens dækfremstilling. Træet er i dag verdens næststørste af sin art og kan ses ved de to smukke huse, der er åbne mod entré.


Skal kreditkortet luftes, ligger Miromar Outlets lige syd for Fort Myers. Den veldesignede landsby med gågader og torve er spækket med mærkevarebutikker for prisbevidste kunder.


Lige nord for Fort Myers Beach ligger endnu en ø, Sanibel Island, forbundet til Florida med en dæmning. Øen er kendt for sin rige forekomst af muslingeskaller, og kommer man på en dårlig dag for muslingejagt, kan man besøge Bailey-Matthews Shell Museum, der intet har at gøre med benzinselskabet. Et andet tilløbsstykke er øens nationalpark – et stort vådområde, hvor et mangfoldigt liv af hejrer, storke, skildpadder, krokodiller, losser, vaskebjørne og mange andre arter har fundet et fristed (næsten) for mennesker.


Kan en hel udflugtsdag rives ud af feriekalenderen, så tag katamaranfærgen fra Fort Myers Beach til USA’s sydligste punkt, Key West. Færgen lægger fra kaj i solopgangen, og så går det med high speed i 3,5 timer, så selv delfinerne må opgive. Key West er en seværdig oplevelse med mange billedsmukke kvarterer og autentiske åndehuller bag den turistificerede hovedgade bestående af T-shirt-butikker og Ernest Hemingways stamværtshus, Sloppy Joe’s Bar.


Med dræberinstinktet i behold


Syd for Fort Myers skærer to glimrende veje tværs igennem Everglades’ berømte sumpe: den hurtige betalingsvej I-75 Everglades Parkway, også kaldet Alligator Alley, og den sydligere Highway 41, der følger Tamiami-kanalen og den øvre grænse af Everglades Nationalpark. Den gamle Tamiami Trail er tyndt trafikeret og for turister mest interessant, uden at nogen af vejene ligefrem bugner med seværdigheder. 


Her er fladt, vejen er trukket med en lineal, mangroveskovene vokser helt op til vejen, og her er nærmest kedeligt. Det hjælper lidt på stemningen, når man opdager, at mange af de afrevne slidbaner i vejsiden er indtørrede kadavere af trafikdræbte alligatorer.


Fra Fort Myers i vest til Miami på østkysten er der blot 190 km, så strækningen kan køres på godt et par timer, medmindre man gør holdt. Det bør man gøre ved et sted, der tilbyder alligatorspotting i en airboat. Det er en særegen oplevelse, der er geografisk begrænset til Everglades, og det er sjovt og adrenalinberusende at piske af sted i en fladbundet pram med en stor ventilator som drivkraft. 


Med fuld skrue går det i zigzag gennem labyrinten af mangroveskove, og skipperen kender territorierne og deres krybdyr ved navn: Tante Gertrud, Three Foot, Jaws og så videre. Alligatorerne har ikke ændret udseende, siden dinosaurerne uddøde, for trods en hjerne på størrelse med en kyllings holder dræberinstinktet arten uforandret. Stik ikke hænderne i vandet for at mærke på temperaturen. 


Den sidste del af Highway 41 før Miamis forstæder går gennem Miccosukee-indianernes reservat – et godt sted for en kop kaffe og et kig ind i deres kunsthåndværksbutik. 


Floridas østkyst er tættere befolket end vestkysten, og GPS’en sparer os bekvemt for at fare vild i motorvejsudfletninger på vejen til Miami Beach, der som Fort Myers Beach er en lido forbundet med storbyen på fastlandet. Vi fascineres af de særegne art deco-hoteller langs strandpromenaden ud mod Atlanterhavet og kaster misundelige blikke på millionvillaerne ind mod Miami.


Næste dag opslår vi base på en KOA-plads i Kissimmee syd for Orlando, hvis forstæder svømmer over med forlystelsesparker som Universal Studios, Disney World, Sea World og Kennedy Space Center for at nævne en håndfuld. Her er som ventet amerikansk format over underholdningen, og kun tid og budget sætter grænser.


Amerikas smukkeste byer


Interstate 4 fører os ud til kysten ved Daytona Beach, kendt for sin brede drive-in-strand og NASCAR-racerbane, men vi drejer rattet mod nord ad I-95, der går langs Georgias kyst op til smukke Savannah.


Hvad denne by mangler i størrelse, har den til overflod i skønhed og charme. Savannah er en perle af en sydstatsby med sit net af brolagte gader, skyggefulde parker og pladser samt victorianske, statelige villaer med verandaer, gesimser og masser af smedejernsgelændere. I den historiske kerne af byen er restauranter og butikker som faldet ud af et glansbilledalbum, og det hele er hyllet ind i en frodighed af gamle, majestætiske egetræer bevokset med guirlander af spansk mos.


Der er gratis parkering i West Boundary Street, hvis man samme sted køber billetter til en guidet rundtur i den historiske bymidte med en af de gamle trolleyer. Det er en god idé, for man sparer sine ben, kommer rundt om det hele og får viden og gode historier i tilgift, hvorefter man senere kan traske rundt på egen hånd. Gå ikke glip af havnekajen River Street, hvor hjuldamperne danner baggrund for en afroamerikansk saxofonist, prøv at finde Chippewa Square, hvor Tom Hanks sad og ventede på bussen i filmen „Forrest Gump”, og gå for alt i verden ikke glip af Forsyth Park med det fotogene springvand. Historiske Savannah er rendyrket dukkehusidyl, og det værste er, at vi må videre.


Fra Savannah til Charleston i South Carolina er der 145 km, og vælger man de mindre veje frem for I-95, får man indblik i dagligdagens Amerika. Charleston er på størrelse med Savannah, men gaderne og villaerne er større. Find ned ad King Street eller Meeting Street til den historiske bydel på halvøen, der indrammes af tre floder. Spidsen af halvøen er parken The Battery, hvor det er praktisk at parkere, for herfra kan der bruges timer på at slentre rundt i kvarteret med store øjne og hængende kæbe.


Håndgribelig historie


De formidable villaer i kvarteret omkring The Battery er typiske for Charleston – store, smalle kasser med åbne verandaer på alle etager i hele husets længde. De tilhørende haver er ikke mindre fantastiske – en herlighed, der blev muliggjort af „The Old Money”, som man med et skuldertræk kalder de mange år med slaveri. Villaerne var sommerresidenser for plantageejerne, når varmen og luftfugtigheden blev utålelig inde i baglandets bomuldsplantager. 


Flere brudstykker af Charlestons historie er ret så spændende. Eksempelvis startede den amerikanske borgerkrig her i 1861 med to dages sønderlemmende bombardement af øen Fort Sumter, der kan ses fra The Battery. På halvøen Mount Pleasant ligger Boone Hall Plantation (kendt fra filmen „Nord og Syd”), og ud over den ærefrygtindgydende allé af 300 år gamle gigantiske egetræer, så er det et af de få tilbageværende steder, man endnu kan se slavernes ydmyge hytter.


På vejen tilbage til byen kan man på Patriots Point udforske hangarskibet USS Yorktown, og er man til mere historisk krigsmateriel, bør man på Charlestons tidligere flådestation se vraget af den hånddrevne ubåd fra borgerkrigen H.L. Hunley, der sænkede et fjendtligt slagskib, hvorefter den gik til bunds med otte mand om bord. 


Fra Charleston tilbage til Atlanta er der 500 km, og indlevering af motorhomes til vores udlejer skal ske om formiddagen. Det giver mulighed for overnatning på KOA i Forsyth, og det er en rigtig god anledning til et kulinarisk besøg i den lille flække Juliette. Her ligger Whistle Stop Café, hvor man naturligvis skal prøve deres berømte stegte tomater. Så kan man sige, at man har rejst fra „Borte med blæsten” til „Stegte grønne tomater”.


Tekst og fotos: Anders Nielsen