Motor mener: Den store 3008 er en spændende bil til dem, der savner de gamle firehjulstrækkere, men som gerne vil køre miljøvenligt.
Det er ugunstige tider for de store og tørstige firehjulstrækkere – dertil er bekymringen for miljøet for stor. Men for de mange bilkøbere, der holder af at køre i de store biler på grund den gode og høje kørestilling, er der godt nyt på vej fra Peugeot.

Nissan Qashqai viste vejen for et par år siden, og til september får fans af denne biltype en ny mulighed. Det sker, når Peugeot Danmark starter salget af sin 3008, der er en forhøjet og mere kraftfuld udgave af den mere almindelige 308er.
Den nye 3008 repræsenterer en blanding af den funktionelle bil og den mere traditionelle, men dog eksklusive af slagsen. Bag rattet har man således en oplevelse af en veludstyret og lækker bil med en høj grad af komfort, mens man længere bagude kan glæde sig over en fleksibel indretning med god plads.
Motorprogrammet omfatter i billigste udgave en 1.6er med 120 hk, men det er formentlig dieseludgaverne på 1.6 og 2.0 liter, der er mest interessante. Priserne kendes endnu ikke, men regn med ca. 300.000 kr. for grundudgaven og små 350.000 kr. for udgaven med 1.6-liters dieselmotor.
Sammen med 3008 introducerer Peugeot en række nye udstyrsdetaljer. F.eks. et smart head up-display, der viser hastigheden på en lille glasskærm i forruden. Den er koblet sammen med et system, der advarer, hvis man kører for tæt på en forankørende bil. En anden nyskabelse er et mere effektivt anti-spind til den forhjulstrukne bil.
Pladsforholdene er gode, og ved bagsædet får to voksne rigtig god plads, mens midtersædet er noget knebent. Bagagerummet rummer 512 liter, og der er adgang dertil via en todelt bagklap, hvor nederste del kan benyttes som bænk for to personer. Alle sæder kan foldes sammen, så lastefladen bliver helt plan.
Køreindtrykket er præget af 1.6-liters dieselmotorens gode trækevner, men den manuelle gearkasse klæder ikke bilen, der nærmest råber på et automatgear. Styretøjet byder heller ikke på samme præcision som i andre Peugeot-biler, men samlet set er det alligevel en fornøjelse at køre bilen qua dens fine undervogn, den høje siddeposition og en støjfri motor/transmission.




Billig autohjælp
Godt billån
Rabat på test og bilsyn
Fordelagtig forsikring
Teknisk og juridisk rådgivning
Bladet Motor
Rabat på campingpladser
FDM forbehold
FDM mastercard
Camping
FDM travel
Køreteknik og motorsport
Netbutik












