Motor mener: Hyundai Veloster er et friskt pust i den snævre klasse for 3-dørs coupé-modeller og vinder ved at være både rummelig og velkørende.
Om Hyundai Veloster er flot eller en øjebæ, afhænger af vinklen, den bliver betragtet fra. Skråt forfra ser den lille coupé på 422,0 cm dynamisk og smart ud med moderne lygter, stort luftindtag og sorte hjørnestolper.
Bagfra ser den nærmest plump ud med for meget metal til for små ruder og med en underlig rundrygget form på hækken. Hjulbuerne er for markante, og baglygterne sidder for højt.
Men alt afhænger naturligvis af øjnene, der ser. Det er risikoen, Hyundai løber med det vovede design. Det er enten-eller, lige som med Nissan Juke.
Når Hyundai gerne ser Veloster som en konkurrent til VW Scirocco, har optimismen vist taget overhånd. De to biler er som nat og dag, selv om de ikke er meget forskellige i størrelse, og begge har et brugbart bagsæde. En ekstra dør i højre side er et diskret fif for at give bedre adgang til bagsædet, men det er stadig ikke let. Når først man er der, er der forbavsende god plads til benene, men ikke overraskende kniber det med plads til hovedet.
Bagageplads er der masser af, bilens type taget i betragtning, fra 320 liter til 1.015 liter med bagsædets ryglæn lagt ned.
Det skorter heller ikke på plads til de to hovedpersoner i forsæderne, hvor der er både lofthøjde og skulderplads. Førersædet har alle tilhørende justeringer og har godt greb om kroppen.
Kørestillingen er sportslig, som man kan forvente, og instrumenteringen righoldig, måske lidt for meget. Midterkonsollen virker overlæsset, og den fine trykfølsomme skærm med infocenter og navigation får vi næppe at se i Danmark.
Den spændende og udfordrende Hochtaunus vej i nærheden af Frankfurt er en yndet vejstrækning for udviklingsingeniørerne fra Hyundai, Kia, Honda og Mazda, der alle har deres europæiske udviklingscenter rundt om Frankfurt. Denne vej er også scenen for nogle kilometer i Veloster 1.6 GDI med 140 hk og seks manuelle gear.
Silende regn lægger en dæmper på farten, men ikke på afsløringen af Velosters basale svingmanerer. 18-tommer hjul med 215/40 lave og stive dæk gør deres til, at understyring ikke optræder. Vejgrebet er godt og styringen præcis. Belægningen er plan som et billardbord, så det er ikke muligt at danne sig et indtryk af affjedringskomforten.
Pladsen bag rattet er velindrettet og er suppleret med en detalje fra gamle dage, da speederen var en orgelpedal, hængslet i gulvet som f.eks. Porsche stadig har. Det giver mulighed for mere sportslige nedgearinger under bremsning for den chauffør, der behersker hæl-tå teknikken.
Motoren virker omdrejningsvillig og mekanisk lydsvag. Den har en sportslig aflevering af de maksimale 140 hk og 167 Nm i drejningsmoment, selv om CVVT variabel styring af ventiltider burde brede kraftforløbet ud. Dens karakter passer dog udmærket til Veloster, der skal fremstå som en ungdommelig bil med sportslige overtoner.
Præstationerne stiller ikke Veloster i skyggen med en 0-100 km/t.-tid på 9,8 sek. og en topfart på 201 km/t. En gennemsnitlig brændstoføkonomi på 16,1 km/l udløser ikke en præmie, men det gør den alternative Veloster med dobbeltkobling gearkasse og ISG stop-start teknik. Den kører 17,9 km/l. Forskellen på CO2-udledningen er 10 g/km, fra 142 g/km til 132 g/km.
Med nogle måneder til den danske introduktion er det for tidligt med priser, men et gæt vil være ca. 320.000 kr. VW Scirocco 1.4 TSI med 160 hk koster 380.678 kr. Andre alternativer som Renault Mégane Coupé 2.0 T Dynamique med 180 hk koster 309.080 kr., Kia Pro-Ceed 3-d 1.6 CVVT Sport med 125 hk koster 253.675 kr. og ude-i-skoven alternativet Nissan Juke i samme design genre koster som Dig-Tec Tekna med 190 hk 323.068 kr.




Billig autohjælp
Godt billån
Rabat på test og bilsyn
Fordelagtig forsikring
Teknisk og juridisk rådgivning
Bladet Motor
Rabat på campingpladser
FDM forbehold
FDM mastercard
Camping
FDM travel
Køreteknik og motorsport
Netbutik







