Motor mener: Subaru XV er en forfriskende SUV, der trods sin lave højde er terrængående nok. Brændstofforbruget ser fornuftigt ud og priserne virker rimelige.
Subaru kommer nu sine forholdsvis få europæiske kunder imøde. Når den nye Impreza lanceres – i første omgang som denne SUV-version XV – er det med et design, der er udviklet specielt til Europa.
Det er mere emotionelt end tidligere set og faktisk fuldstændig magen til den konceptbil, Subaru viste i Shanghai for knap et år siden. Den skrigorange farve, som foreløbig er den eneste farve, Subaru rigtig har vist frem, bidrager til et mere farverigt indtryk.
Særligt i kabinen er bilen blevet mere europæisk. Stilen er ganske vist stadig stram og særdeles sort, men der er kommet stil over kabinen, og overfladerne har fået et gevaldigt løft i oplevet kvalitet.
Udsynet er godt både fremad og bagud, og det er ind- og udstigning også takket være den ”passende” højde. XV er nemlig en halvhøj fætter, og selv om den er 13 cm lavere end VW Tiguan, har den større frihøjde – 22 cm mod 20.
Den moderate højde – som ikke opleves som et problem i kabinen – skyldes, at XVs karrosseri stort set er identisk med den almindelige Imprezas, der kommer til efteråret.
I forhold til Tiguan har XV fire cm mere akselafstand, og det er med til at forklare, hvorfor der er rigtig god benplads ved bagsædet. Til gengæld er bagagerummet kun på 380 liter – 90 færre end Tiguans for nu atter at sammenligne med tyskeren.
XV afslører sig - efter det første korte møde på Estlands elendige biveje - som en rigtig komfortabel bil, når det gælder undervognen, og de små vejes kurver tager bilen behageligt og med beskeden krængning, formentlig især fordi tyngdepunktet ligger lavt.
Motorerne er meget støjsvage ved de hastigheder, man kan køre på Baltikums vinterglatte veje, men til gengæld trænger en del rumlestøj fra hjul og asfalt ind i kabinen.
En interessant nyhed på motorsiden er den helt nye 1.6 benzin, der lige som alle andre i XV-programmet er af bokser-typen. De 116 hestekræfter vil givetvis gøre sig fint under danske forhold. 1.6-modellen har som den eneste reduktionsgear – for at kompensere for det moderate drejningsmoment.
Alternativerne er 2.0 benzin og 2.0 diesel – sidstnævnte er den klart kraftigste og hurtigste i programmet. Alle benzinmotorer har stop-start-teknik, der virker lynhurtigt.
Alle versioner har sekstrins gear – med mindre man tilvælger det trinløse CVT-gear, der fås til de to benzinmodeller.
XV har altid firehjulstræk, og fordelingen mellem for og bag er 50:50, hvilket håndteres af en viskosekobling. Dog har CVT-udgaven lamelkobling og 60 procent træk foran og 40 procent bag. Selv om firehjulstræk er et Subaru-særkende, pusler Subaru med den kætteriske tanke at tilbyde den nye Impreza med kun forhjulstræk. Hvis Range Rover kan, kan Subaru vel også.
XV har sidst i 2011 fået de maksimale fem stjerne i Euro NCAPs kollisionstest, og som en af få biler fra den pulje ville XV også få fem stjerner efter de nye og mere strenge 2012-regler.
Subarus nye SUV – som man også kan kalde en crossover – kommer i størrelse og pris ret tæt på en anden Subaru SUV, Forester. Men ud over at Forester nu får en kraftig prisstigning som følge af yenkursen, bliver den næste Forester et halvt nummer større end den nuværende. Og så passer hierarkiet atter.
XV-modellen, der lanceres til marts, kan ifølge den danske importør godt gå hen og blive den mest solgte Subaru-model i Danmark.




Billig autohjælp
Godt billån
Rabat på test og bilsyn
Fordelagtig forsikring
Teknisk og juridisk rådgivning
Bladet Motor
Rabat på campingpladser
FDM forbehold
FDM mastercard
Camping
FDM travel
Køreteknik og motorsport
Netbutik









