Motor mener: Hybridteknikken giver Audi Q5 et ekstra pift af køreglæde, men brændstofbesparelsen kan slet ikke forsvare den eksorbitante merpris.

Audi Q5 er blevet 135 tungere af hybridteknikken, men kører 23 procent længere på literen og har automatgear som standard.Er 23 procent længere på literen meget eller lidt? Det er der næppe et entydigt svar på, men de fleste vil mene, at 279.000 kr. ekstra for at kunne køre 2,6 km længere pr. liter er lovlig pebret.

Det er merprisen for at få Audi Q5 med hybridteknik, og selv den danske Audi-importør er klar over, at i alt 964.000 kr. er for meget. Q5 Hybrid kommer ikke i det danske modelprogram, men kan fås på bestilling, og eventuelle købere får en del ekstraudstyr med i prisen.

Det er ellers fine varer, Audi har frembragt med den nye Q5, der betegnes som en ”fuld” hybrid, da elmotoren er stærk nok og batteriet stort nok til drive SUVen rent elektrisk.

Omdrejningstælleren er forsvundet og erstattet af et ”powermeter”. Området nederst angiver, at elmotoren lader batteriet, 0-30-området er sparezonen, hvor benzinmotoren kan være aktiv, mens 30-100 er der, hvor benzinmotoren gør arbejdet. Over 100 hjælper elmotoren til med et boost.Benzinmotoren på 2.0 liter og 211 hestekræfter får hjælp af en 54 hk elmotor anbragt mellem benzinmotoren og det ottetrins automatgear, og kræfterne sendes derfra ud til alle fire hjul. Lagt sammen giver det 245 hestekræfter (og 480 Nm), og i det daglige aftaler de to motorer selv deres indbyrdes samarbejde. Det fungerer fremragende, og de ekstra kræfter – som en sekscylindret – kan være et lige så godt købsargument som brændstofbesparelsen og tystheden.

Elmotoren klarer det lette arbejde ved at drive bilen fra start, så længe der trykkes meget blødt på speederen. Den lydløse kørsel kan med omhu foregå helt op til 100 km/t., og ved 60 km i timen rækker strømmen til tre km.

I praksis vil benzinmotoren ret hurtigt slutte sig til selskabet, men man skal lytte eller mærke rigtig godt efter for at opdage, når det sker. Den store elektriske andel af kørslen er ret unikt for Q5, og i praksis kommer det især til udtryk ved rolig kørsel på landevej og særligt, hvis det går en anelse nedad. Så vil benzinmotoren kun springe til af og til og i kortere perioder.

Elmotoren har også funktion som en slags ekstra turbo. Ved en hurtig overhaling sætter elmotoren ind og lægger i op til ti sekunder sine 54 hk oven i benzinmotorens kræfter. Derudover fungerer ”e-maskinen” som en kraftig 40 kW dynamo, der bremser bilen og lader batteriet. Overgangen mellem den elektriske motorbremse og de hydrauliske bremser fungerer umærkeligt.

Litium-ion-batteriet, som ligger under bagagerummet, køles af et voluminøst system af luftkanaler. Foran er det nødvendigt med væskekøling af styreelektronikken.Hybridteknikken har lagt 135 kg oven i vægten – 1.910 kg i alt – men det er ikke gået ud over anvendeligheden. Kabine- og bagageplads er uændret, bortset fra at det ekstra kælderrum under bagagerummet er inddraget til litium-ion-batteriet og det store batteri-køleanlæg. Påhængsvægten er den normale.

Q5 er Audis første model med litium-ion-batteri, og det indeholder 1,3 kWh energi. Det er dog kun godt halvdelen, der anvendes, for de ”nederste” 30 procent og de ”øverste” 20 procent bruges sjældent for at skåne batteriet og have plads til ekstra bremseenergi.

For at kompensere for at benzinmotoren ofte er slukket, har Q5 Hybrid ren elektrisk servostyring og aircondition, og en ekstra vakuum-beholder er sat ind til at have bremsetryk nok.

Q5 Hybrid lanceres i Europa til efteråret.

Af Torben Arent