Det går rigtig godt for trafiksikkerheden. Aldrig er der sket så få ulykker, og aldrig har der været så få tilskadekomne som i 2009.
Målt i antal dræbte har kun 2006 været lidt bedre end 2009, siden statistikken blev genoptaget efter Anden Verdenskrig. Antallet af trafikdræbte er ifølge Vejdirektoratets foreløbige opgørelse styrtdykket med 27 procent – fra 406 i 2008 til 309 i fjor.
Faldet i trafikken kan kun få en beskeden del af æren for den markante nedgang i ulykker. Danskerne kørte ganske vist mindre i bil sidste år, men faldet fra 2008 er trods alt beskedent: ca. 1,4 procent.
Efter to år med halvhøje tal ser udviklingen dermed ud til at være tilbage i den ellers konstant faldende tendens, der har været gældende i mange år.
Den hidtidige bundrekord i trafikdræbte stammer fra 2006, hvor 306 døde. Det værste år var lige før oliekrisen i 1973, hvor flere end 1.200 trafikanter mistede livet på vejene.
Når det gælder tilskadekomne i alt, sætter 2009 historisk bundrekord med knap 5.000 registrerede personskader. Det er 1.000 færre end nogensinde før.
Der er også sket en hård opbremsning i antallet af trafikulykker – med personskade eller kun materiel skade. 12.181 trafikulykker har politiet kendskab til for 2009 mod 13.777 år inden. Så sent som i 2000 skete der 17.000 ulykker.
Læs mere om trafiksikkerhed og -ulykker på side 10 i februar-nummeret af Motor, der udkommer omkring 5. februar.
Af Torben Arent [1]
Links:
[1] mailto:tor@fdm.dk
[2] http://www.fdm.dk/nyheder/vi-koerer-mere-sikkert-end-nogensinde-foer
[3] http://www.fdm.dk/user/login
[4] http://www.fdm.dk/user/register