De fristende tilbud er mange, og de månedlige ydelser ser på papiret ikke ret store ud.
Det kan med andre ord være fristende at lease den næste bil.
Man skal dog både kende sine kørselsbehov og læse kontrakten grundigt, inden man beslutter sig for at blive lejer i stedet for ejer.
Privatleasing kan nemlig ikke bare være lykken, men også ende som en økonomisk bet, hvis man ikke ser sig for. Den ekstraordinære leasingydelse (udbetalingen), kontraktens længde, antal kørte kilometer og service påvirker den månedlige ydelse og de betingelser og undtagelser, man skal være opmærksom på. I Motors juni nummer kan man læse en række gode råd og forbehold, der er gode at have i tankerne, inden leasingkontrakten skrives under.
Et af problemerne er, at folk ikke altid kan forudsige deres kørselsbehov, og ens kørselsmønster kan ændre sig meget.
”Det unge nyuddannede par, der får børn og måske skifter job og bolig, får med sikkerhed et andet kørselsbehov, så de skal tænke sig om, inden de leaser. Har man derimod stabilitet på alle fronter, og kan man forudse det samme kørselsmønster år efter år, kan leasing vise sig at være ideelt,” forklarer advokat i FDM, Lennart Fogh.
Men når man først har skrevet under, kan det blive en dyr fornøjelse at bryde kontrakten i utide.
”Leasing kan for alvor blive et problem, når folk må afbryde kontrakten af økonomiske årsager. Enten fordi de måske har mistet deres job eller er blevet skilt. Er man bundet af et stort beløb for at bryde kontrakten, bliver man ramt ekstra hårdt, fordi man ikke kan sælge bilen videre, men blot må betale en stor ydelse, som man ikke får noget for og i forvejen har svært ved at betale,” siger Lennart Fogh og understreger, at privatleasing derfor ikke kun bør vurderes ud fra den månedlige ydelse.
Læs mere om privatleasing her eller i Motors juni nummer som udkommer 4. juni.




Billig autohjælp
Godt billån
Rabat på test og bilsyn
Fordelagtig forsikring
Teknisk og juridisk rådgivning
Bladet Motor
Rabat på campingpladser
FDM forbehold
FDM mastercard
Camping
FDM travel
Køreteknik og motorsport
Netbutik





