En stor sejr for retssikkerheden og bilisternes retsstilling. Sådan betegner FDM den kritik, Ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen netop har udtalt af Aalborg Kommunes Parkeringskontrol Nord.

Kritikken, som FDM noterer sig med stor tilfredshed, kommer på baggrund af to klagesager som FDM indbragt for ombudsmanden

I en foreløbig redegørelse udtaler ombudsmanden sig kritisk på flere punkter. Blandt andet omkring det forhold, at man fra Parkeringskontrol Nords side har pålagt rykkergebyrer i sager, hvor det kommunalt ejede selskab endnu ikke selv har færdigbehandlet klagerne fra bilisterne

I sit brev til Parkeringskontrol Nord anfører Hans Gammeltoft-Hansen blandt andet, at han finder det urimeligt, at borgere, der klager over en parkeringsafgift, ikke får denne færdigbehandlet inden der pålægges rykkergebyr, hvorved partshøringen i hans øjne fra parkeringsselskabets side ikke er reel.

”Ombudsmandens kritik er ikke til at misforstå. Det er en klokkeklar opsang til Parkeringskontrol Nord, der i sin hidtidige praksis ikke bare er gået lige til stregen, men også har overskredet den, når det er kommet til at indkræve parkeringsafgifter, som borgere har klaget over. Vi synes, at de har været både aggressive i deres fremfærd, og gjort det unødigt kompliceret at klage, og det underbygges af ombudsmandens kritik,” siger advokat hos FDM, Lennart Fogh, der har behandlet sagerne på vegne af de to medlemmer.

FDM er dog tilfredse med, at Parkeringskontrol Nord på baggrund af ombudsmandens henstilling har valgt at ændre sin praksis, således, at der ikke længere sendes rykkergebyrer ud under en verserende klagesag, eller hvis parkeringsafgiften ønskes prøvet i fogedretten.

”Det er en sejr for bilisternes og borgernes retsstilling, som vi naturligvis er glade for. Omvendt kan det godt undre, at Folketingets Ombudsmand skulle på banen, inden Parkeringskontrol Nord indså, at de var galt på den,” siger Lennart Fogh.