Finanskrisen har været hård ved bilbranchen. Salget af nye biler er halveret i år og ifølge branchen selv, vurderer omkring hver fjerde bilforhandler, at de er direkte lukningstruet, hvis ikke situationen bedres inden for et år.

Tidligere på året oplevede en række kunder, hvad det kan have af konsekvenser, da et større københavnsk bilhus gik konkurs, og nogle kunder mistede store beløb.
FDM modtog efterfølgende en del henvendelser, dels fra de ramte forbrugere i den konkrete sag, dels fra bekymrede medlemmer, der frygter at havne i samme situation.
Som forbruger kan man imidlertid ikke gardere sig mod en forhandleres konkurs, men man kan tage sine forholdsregler.

”Er man ved at købe ny bil, og går forhandleren konkurs, inden man har fået sin bil, vil en betaling eller et evt. depositum være tabt. Man bør derfor afvise at betale depositum, ligesom man ikke skal betale for bilen, før man får bil og enten registreringsattest eller den midlertidige registreringsattest. Tilsvarende bør man heller ikke aflevere sin bil i evt. bytte på forhånd,” siger afdelingschef i juridisk afdeling hos FDM, Per Alkestrup og tilføjer:
”Hvis forhandleren går konkurs efterfølgende, kan man ikke reklamere over fejl og mangler ved bilen. Derimod kan krav i henhold til nyvognsgarantien rettes mod importøren.”

Mens salget af nye biler året igennem er faldet dramatisk, synes der omvendt at være kommet gang i salget af brugte biler. Også her gælder det som forbruger om at tage sine forholdsregler.

”Lige nu er det købers marked, når vi tale om brugte biler. Men da mange forhandlere desværre er ramt af finanskrisen, er der særlig grund til at tage nogle forholdsregler. Hvis forhandleren først er gået konkurs, er der meget lidt, man kan gøre. Så gælder hverken købelovens toårige reklamationsret eller forhandlerens evt. supplerende garantier. Derfor anbefaler FDM altid, at man i forbindelse med en brugtvognshandel lader bilen brugtvognsteste og betinger sig at evt. fejl udbedres, inden man betaler for bilen,” siger Per Alkestrup.
Han understreger desuden, at det ved køb af brugt bil også er væsentligt, at man sikre sig mod restgæld i bilen. Det gøres nemmest ved at kontakte Bilbogen på telefon 86129145.

FDM har her samlet en håndfuld gode råd til tryg bilhandel:

• Tjek i Bilbogen om der er restgæld eller andre krav i bilen – også selvom du køber hos en forhandler.
• Få lavet en brugtvognstest inden du skriver under på købsaftalen – og betal ikke noget før de evt. påpegede fejl er rettet. En test er væsentlig mere værd end en garanti fra en forhandler, der er lukket.
• Betal kun for bilen hvis du samtidig får registreringsattesten eller en midlertidig registreringsattest med i hånden.
• Betal ikke forud - heller ikke depositum.
• Aflever ikke din bil i bytte før du får udleveret din nye bil.
• Sælger du din brugte bil i ren handel, eller bytter du til en billigere bil, skal du kun aflevere din bil mod en banknoteret check.