Trafiksikkerhed er ikke bare et spørgsmål om gode bilister og sikre veje.
I dag spiller bilernes aktive elektroniske sikkerhedsudstyr en lige så stor rolle.
Langt de fleste trafikulykker sker på grund af menneskelige fejl. Men moderne teknologi i bilerne, de såkaldte eSafety-teknologier, vil ofte kunne gøre en måske afgørende forskel.
Teknologierne hjælper nemlig ikke bare hjælpe bilisten med at træffe de rigtige beslutninger i kritiske situationer, de kan også afværge, at de overhovedet opstår.
Det til trods er eSafety og kendskabet til det kun udbredt i begrænset omfang i såvel Danmark som i Europa.
Derfor lancerer FDM i samarbejde med FIA Foundation og EU-kommissionen torsdag 4. juni kampagnen ’eSafety on board’, som sætter fokus på netop elektronisk sikkerhedsudstyr som blindvinkelalarm, nødbremsningssystem, vognbaneassistent, hastighedsalarm og antiudskridningssystem.
Lanceringen finder sted torsdag 4. juni på Hotel Marriot, Kalvebod Brygge 5, i København kl. 14.30-15.30.
Her vil FIA Foundations store rullende eSafety-eksperimentarium danne ramme om lanceringen.
I spidsen for kampagnen står den tidligere Ferrari chef Jean Todt, der sammen med racerkører Tom Kristensen, FDMs adm. direktør Thomas Møller Thomsen, repræsentanter fra EU-kommissionen og formand for Rådet for Større Færdselssikkerhed Tom Behnke vil præsentere og tale om det seneste inden for eSafety.
”Det her handler om at udbrede kendskabet til eSafety-teknologierne. Både dem der allerede findes, og dem som er på vej. Alle undersøgelser og erfaringer viser, at den her type sikkerhedsudstyr er med til at minimere risikoen for uheld og hvert år redde mange tusinde menneskeliv. Derfor er det vigtigt at oplyse bilisterne om de eSafety-teknologier, der allerede er tilgængelige,” siger FDMs adm. direktør, Thomas Møller Thomsen.
Blandt de eSafety-teknologier kampagnen fokuserer på, er ESC, Electronic Stability Control, der minimere eller hindre udskridning. Det anslås, at ESC alene i Europa hvert år redder 4.000 menneskeliv og forhindrer op mod 10.000 personskader. Af samme årsag anbefaler FDM ikke, at man køber en ny bil uden ESC.
Det har siden årsskiftet desuden været et krav, at biler skal have ESC, for at kunne opnå fem stjerner i Euro NCAPs tests.
”Sikkerhed har altid været et altafgørende parameter for FDM. Derfor mener vi også, der er helt forkert, at man fastholder de tårnhøje afgifter på sikkerhedssystemer, som kan være et spørgsmål om liv og død. Det er ganske enkelt uacceptabelt, at staten skal tjene penge på udstyr, som kan redde liv. Som en undtagelse er ESC i Danmark i dag afgiftsfritaget, hvilket betyder, at vi er et af de lande i verden, hvor ESC er mest udbredt. Det skal vi have udvidet til andre områder indenfor eSafety som for eksempel hastighedsalarm og nødbremsningssystem,” siger Thomas Møller Thomsen.
Som en del af ’eSafety on board’ lanceringen vil det bl.a. være muligt at prøve en ESC-simulator samt få en grundigere introduktion til en række eSafety-teknologier.
Læs mere om kampagnen på safetyonboard.dk.
FIA Foundation er en fond under FIA – bilklubbernes internationale fællesorganisation - og arbejder for bl.a. at forbedre trafiksikkerhed i hele verden samt støtter udviklingen af mere miljøvenlige biler.




Billig autohjælp
Godt billån
Rabat på test og bilsyn
Fordelagtig forsikring
Teknisk og juridisk rådgivning
Bladet Motor
Rabat på campingpladser
Til bilen
Shopping
Seværdigheder
Arrangementer
Restauranter
Overnatning
FDM mastercard
Camping
FDM travel
Køreteknik og motorsport
Netbutik

