Få fat i de rigtige kæder

Første skridt til en succesoplevelse med snekæder er at få fat i de rigtige. Du bør derfor tjekke i bilens instruktionsbog, om der er særlige forhold, du skal være opmærksom på, inden du køber snekæder til bilen. Det kan f.eks. være, at der er krav om en speciel type kæder. Det er desuden vigtigt at tjekke, hvilken størrelse kæder, du skal have. Kæderne skal nemlig passe til dækstørrelsen, så du ikke risikerer, at kæderne kommer til at hænge løst.

I instruktionsbogen kan du også læse, på hvilke hjul kæderne skal monteres. Normalt er det nok at montere kæder på de to trækkende hjul, men har du en 4-hjulstrækker, kan det være nødvendigt med snekæder på alle fire hjul.

Husk også, at der, bl.a. i Østrig, kan være krav om snekæder ved skiltning. I Østrig skal snekæder have godkendelsen ÖNORM V 5117 for mindre køretøjer eller ÖNORM V 5119 for større køretøjer. Vær også opmærksom på, at snesokker ikke gælder som snekæder! Snesokker er bl.a. ikke så slidstærke.

Øv dig hjemmefra og læs instruktionen

Når kæderne er købt, så sæt tid af derhjemme til at øve dig i at sætte dem på, så du kender proceduren, når du står på bjergvejen i udlandet, hvor du kan risikere, at det er mørkt og dårligt vejr. Har du lidt øvelse, behøver det ikke tage mere end 10 min. at montere kæderne.

Et godt råd er at læse instruktionen grundigt, inden du begynder at sætte kæderne på, så du kommer rigtigt i gang.

Inden du kører af sted på ferie, bør du også kontrollere dæktrykket. FDM anbefaler, at du hæver dæktrykket med 0,2 bar i forhold til instruktionsbogens vejledning pga. vinterkuldens påvirkning af luften i dækket. Husk selvfølgelig også, at få vinterdæk på bilen.

Se video: Sådan monterer du snekæder af stål

Video: Sådan monterer du snesokker

Sørg for at stramme kæden

Nye snekæder er temmelig enkle at montere. Når bilen holder stille, skal du blot fjerne hjulkapslen, føre kæden rundt om hjulet og derefter trække den op, så den sidder omkring hjulet. Herefter skal kæden lukkes og strammes, så den sidder helt tæt om hjulet. Kæden må ikke hænge løst, hvorfor det også er særligt vigtigt at kædens størrelse passer til dækket.

Har du alufælge, så vær opmærksom på, at snekæden godt kan skramme fælgen lidt.

Når du har kørt et par kilometer, bør du tjekke efter, om kæderne stadig er ordentligt spændt, ligesom du bør tjekke igen efter længere stræk.

Brug snekæderne på sne- og isdækkede veje

Snekæderne skal i brug, når du kommer ud på veje med så meget sne og is, at det er vanskeligt at komme videre. Som regel er de større veje i også bjergområderne ryddet, men på de mindre bjergveje skal kæderne ofte i brug. Man kan dog komme temmelig langt på et par gode vinterdæk, inden det er nødvendigt at sætte snekæder på. Dog kan der være steder i bl.a. Alperne, hvor snekæder er påkrævet ved skiltning.

Når man kører med snekæder, skal farten holdes nede, og FDM anbefaler en makshastighed på 50 km/t. I nogle lande er der deciderede hastighedsbegrænsninger for kørsel med snekæder.

Når du igen kommer på ryddede veje uden sne og is, så skal kæderne tages af igen. Det er først og fremmest ubehageligt at køre på asfalt med snekæder, men det ødelægger også vejene og slider på kæderne.

Læs mere om regler for vinterudstyr i udlandet her

Køb snekæder i FDMs netbutik

Video: Råd og regler for brug af snekæder