Parkeringsbekendtgørelse

Kommunal bekendtgørelse om standsning og parkering m.v. i Favrskov Kommune. I medfør af færdselslovens § 28, stk. 3, 3. pkt., § 92, stk. 1, nr. 1, og § 92 c, stk. 4, 2. pkt., samt lov om offentlige veje § 107, stk. 2, bestemmes med samtykke fra politidirektøren i Østjyllands Politi følgende
færdselsmæssige supplerende bestemmelser om standsning og parkering i forhold til køretøjer, der er henstillet på offentlige veje og private fællesveje, i Favrskov kommune.

Generelle regler

§ 1
De anvisninger og begrænsninger for standsning og parkering, som er markeret ved skilte eller anden afmærkning eller i øvrigt er indeholdt i
færdselslovgivningens almindelige bestemmelser, ændres ikke ved reglerne i denne bekendtgørelse. Benyttelse af vejarealet til parkering

§ 2
Inden for de med byzonetavler E55 afgrænsede områder i Hadsten,Voldum, Selling, Hammel, Ulstrup, Thorsø, Hinnerup, Søften, Foldby (herunder Norring og Korsholm) og Laurbjerg må biler med tilladt totalvægt over 3500 kg (lastbiler, busser og lignende) samt påhængs- og sættevogne med tilladt totalvægt over 750 kg ikke parkeres på hverdage i tiden fra kl. 18.00 til kl. 06.00 og på søn- og helligdage hele døgnet. Undtaget for parkeringsforbuddet er de pladser, hvor parkering med disse motorkøretøjer ved skiltning er tilladt.

§ 3
Motordrevne køretøjer (undtaget knallerter) samt påhængskøretøjer må hverken helt eller delvist foretage standsning eller parkering med nogen
del af køretøjet på fortov, torvepladser, cykelsti, gangsti, helleanlæg, rabat eller lignende, medmindre det er tilkendegivet ved afmærkning
eller skiltning, at sådan parkering kan finde sted.

Benyttelse af parkeringspladser

§ 4
Ved parkeringsplads forstås i denne bekendtgørelse de pladser, der er afmærkede eller på tydelig måde indrettet til parkering.

§ 5
Hvor der er afmærkede parkeringsbåse, må ingen del af det parkerede køretøj række uden for det afmærkede område, og for køretøjer med
mere end 2 hjul, skal parkering eller standsning ske i båsens længderetning.

Strafbestemmelser

§ 6
Ved overtrædelse af denne bekendtgørelse pålægges afgift i medfør af færdselslovens §121 og §122a.

Ikrafttrædelse

§ 7
Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. september 2010.

Vedtaget af Favrskov Byråd den 27. april 2010

Links:

Læs parkeringsbekendtgørelse for favrskov kommune

Se beskrivelse af kommunale bestemmelser

Hold dig orienteret via kommunens hjemmeside