En del af de parkeringspladser, der findes i byerne bliver kontrolleret af private parkeringsfirmaer. Vil man benytte sig af parkeringspladsen, er det vigtigt at overholde de regler, der er gældende for området. Reglerne kan variere, så læs altid skiltningen grundigt. Skiltningen skal være tydelig og klart informere om parkeringsreglerne, og konsekvensen af at overtræde dem

Har man haft mulighed for at se skiltet og vælger at parkere, har man dermed også accepteret at overholde reglerne. Det afgørende er altså ikke, om man har set skiltet og forstået indholdet, men om man har haft en fornuftig chance for det. Hvis man overtræder områdets parkeringsregler vil det kunne udløse et kontrolgebyr eller en parkeringsafgift.

Hvis du får en parkeringsafgift

Betal straks, hvis parkeringsafgiften er berettiget. Det gælder også, hvis du har lånt bilen. Hvis parkeringsafgiften er uberettiget, så klag med det samme. Du stiller dig selv dårligt, hvis du bare lader stå til. Smid ikke din P-billet væk, den kan indgå som dokumentation. Vær opmærksom på, at det er parkeringsfirmaet, der skal bevise, at du har fejlparkeret – ikke dig, der skal bevise det modsatte.

Har du klaget over en parkeringsafgift, kan du, så længe du fastholder din klage, ikke blive pålagt rykkergebyrer eller truet med inkasso. Du skal dog kunne bevise, at du har fastholdt din klage. FDM anbefaler derfor, at klager til private parkeringsfirmaer sendes med fax, som anbefalet brev eller til den mailadresse, som parkeringsselskaberne oplyser på deres hjemmesider. Print om muligt en kopi af din klage. Hvis parkeringsfirmaet afviser din klage med en nærmere begrundelse, skal du igen klage skriftligt, hvis du ikke kan acceptere begrundelsen. Ellers risikerer du at blive pålagt rykkergebyrer. Hvis din klage ikke indeholder nye oplysninger i forhold til din første klage, kan parkeringsfirmaet bede sin advokat om at udtage stævning mod dig, hvis det er varslet i det første svar, du modtog på din klage.

Udlån af bilen

Private firmaer kan ikke kræve at en privat bilejer skal hæfte for parkeringsafgifter, som skyldes en låners forkerte parkering. Færdselslovens hæftelsesregler er nemlig ikke gældende på privat område. I forbindelse med en retssag kan du dog blive bedt om at bevise eller sandsynliggøre, at du ikke selv har kørt bilen. Hvis en dommer efter en konkret vurdering alligevel når frem til, at du selv har parkeret, kan du altså alligevel risikere at komme til at betale parkeringsafgiften. Hvis du har lånt din bil ud til en anden, har fået en parkeringsafgift og kan dokumentere, at du ikke har parkeret bilen, bliver du som udgangspunkt nødt til at fortælle, hvem du har lånt bilen ud til. Parkeringsfirmaerne har nemlig fået medhold ved Landsretten i, at de, uden at der er anlagt en egentlig retssag, kan ”afhøre” bilejeren som vidne, om hvem der havde rådighed over bilen, hvis ikke det kunne være ejeren, der foretog parkeringen. Hvis parkeringsfirmaet derimod har anlagt retssag mod bilejeren, kan han som part i sagen ikke samtidig pålægges at afgive forklaring som vidne. Så skal parkeringsselskabet kunne bevise, at det var bilejeren der foretog parkeringen. Hvis du har modtaget en parkeringsafgift for en parkering, du ikke selv har foretaget, og du mener at kunne dokumentere det, bør du meddele det skriftligt til parkeringsfirmaet og vedlægge eventuel dokumentation.

P-skiven

Parkerer man et sted, hvor en P-skive skal indstilles, kan man få en parkeringsafgift, hvis man glemmer det - uanset om man har parkeret kortere eller længere, end hvad der er tilladt. P-skiven skal indstilles på det udløbne kvarter, hvor du begynder parkeringen. En løs P-skive skal placeres inden for bilens forrude eller i forreste siderude, hvis den vender mod fortorvet, så man kan læse den udefra. Fastmonterede p-skiver skal være placeret nederst i højre hjørne af forruden.

Hvis du er i tvivl om din ret til at afvise parkeringsfirmaets krav, er du som medlem altid velkommen til at kontakte FDM.

Kontakt FDM Rådgivning 

Privat parkering med abonnement

Nogle private parkeringsfirmaer tilbyder abonnement, hvor du f.eks. betaler via din mobiltelefon. Hos Easypark kan dit danske abonnement også bruges i nogle byer i andre lande som Sverige, Norge, Finland og Tyskland. Betalingen kan så foregå enten via dit Dankort/kreditkort eller en månedlig faktura.

Når du parkerer i udlandet, skal du være opmærksom på din regningsopgørelse. Her er det en god ide at tjekke, om dine parkeringer i udlandet er omregnet til den rigtige kurs, så du ikke kommer til at betale for meget på grund af evt. manglende kursomregning. Er kursen ikke omregnet til danske kroner, eller der er sket en fejl i omregningen, skal du henvende dig skriftligt til udbyderen, hvor du har dit abonnement.

Kontakt Easypark via deres hjemmeside

FDM anbefaler også om parkering:

 

Alt om parkering på fdm.dk