FDM fylder 100 år, og i den anledning havde både HKH Prins Joachim og transportminister Lars Barfoed meldt deres tilstedeværelse ved et formøde inden selve repræsentantskabsmødet.

Begge holdt engagerede lykønskningstaler, og FDMs direktør Thomas Møller Thomsen fortalte om foreningens første 100 år og præsenterede FDMs jubilæumsbog, som havde officiel udgivelsesdag.


Bestyrelsens beretning ved Formand Bent Halkier

Efter det festlige formøde gik forsamlingen i gang med den mere alvorlige del af arrangementet, selve repræsentantskabsmødet. I bestyrelsens beretning koncentrerede FDMs formand, advokat Bent Halkier, Hjørring, sig om den økonomiske situation:

– Ved sidste års repræsentantskabsmøde havde jeg den glæde at aflægge beretning for 2007, hvor vi havde det bedste resultat i FDMs historie med et positivt koncernresultat på 25 millioner kr., sagde formanden. Derfor havde jeg regnet med, at min beretning i år især skulle omhandle FDMs virke i de sidste 100 år, men den globale økonomiske krise har gjort det nødvendigt, at jeg primært beskæftiger mig med økonomien, hvad vi har gjort og agter at gøre.

Bent Halkier forklarede, at de første otte måneder af 2008 var forløbet planmæssigt, hvor FDM endda på visse områder var positivt foran budget, selv om finanskrisen allerede så småt var begyndt. For eksempel var FDM travel pænt foran budget, og medlemsudviklingen fulgte de sidste mange års positive tendens, som tydede på, at foreningen ville ende med en nettotilgang på yderligere cirka 3.500 medlemmer ved årets udgang.

– I sommeren 2008 talte vi endda højt om, at vores mål var at få 250.000 medlemmer inden udgangen af jubilæumsåret, sagde han. Det var et optimistisk mål, men dog inden for mulighedernes grænser.

Men i sidste kvartal i 2008 viste livets alvor sig for FDM.


Det startede fint, men ...

– Vi tabte medlemmer i 4. kvartal, således at vi fik nøjagtig samme antal medlemmer ved udgangen af 2008, som vi havde ved årets start, konstaterede Bent Halkier. Desuden levede de økonomiske resultater i en række af foreningens aktiviteter ikke op til forventningerne, fordi finanskrisen også ramte hårdt mange steder i FDMs organisation.

De fleste steder var der tale om, at de opstillede budgetter ikke kunne opfyldes, og selv om der ikke var decideret underskud på langt de fleste aktiviteter, så var de reducerede overskud tilsammen med til at påvirke resultatet i negativ retning.

For eksempel fik FDM travel et positivt resultat på 6 millioner kr., mens det budgetterede resultat var et overskud på 9,6 millioner kr.

– Selv om FDM travel har klaret sig flot i 2008 i forhold til andre rejsebureauer, var resultatet skuffende, specielt når vi tre måneder før årsskiftet var foran budget, konstaterede Bent Halkier.

Udgifterne i foreningsdelen af FDM fulgte stort set budget, men sammenlagt fik FDM et positivt resultat på 13,2 millioner kr. mod et budget på 20,9 millioner kr.


FDM forsikring trak ned

Den helt store synder i FDMs regnskaber i 2008 blev FDM forsikring, der blev særlig hårdt ramt af finanskrisen i slutningen af året. FDMs andel på 49 procent af selskabet gav således et tab i 2008 på 11,8 millioner kr. mod et positivt resultat i 2007 på 3,1 million kr.

– Tabet skyldes primært kurstab, men der var også en høj skadesprocent, der skyldes nogle få store skader, der påvirker et lille forsikringsselskab meget, forklarede Bent Halkier, som kunne tilføje, at det går stille og roligt med at tegne nye forsikringer:

– Vi har i dag 13.400 medlemmer, der er forsikret i FDM forsikring med en samlet præmiesum på cirka 100 millioner kr., og jeg er helt sikker på, at FDM forsikring vil blive en primær tiltrækker af nye medlemmer til FDM og en fastholdelse af eksisterende medlemmer, understregede formanden.

 

FDM vejhjælp skal bare løbe rundt

Som det sidste punkt nævnte Bent Halkier FDM vejhjælp, som fik et positivt resultat på 410.000 kr. mod et budgetteret nul-resultat.

– Vi holder bevidst resultatet i FDM vejhjælp på et lavt niveau, for det er ikke meningen, at FDM skal tjene penge på vejhjælpen, sagde formanden. FDM vejhjælp skal ses som et fornuftigt tilbud til medlemmerne, og vi bestræber os derfor på at give vores medlemmer en attraktiv pris i forhold til de andre aktører på markedet.

Det samlede resultat i FDM-koncernen i 2008 blev et underskud på 11,3 millioner kr., og Bent Halkier konstaterede, at det er det dårligste resultat i mands minde, og mindede i samme åndedræt om, at resultatet i 2007 var det bedste resultat i mands minde.

– I de sidste mange år har vi haft en fortløbende opgangsperiode, hvor FDM har kunnet udvikle sig positivt på næsten alle områder, og vi har haft økonomiske ressourcer til at sætte nye aktiviteter i gang uden at optage lån, understregede han og konstaterede afsluttende, at FDM er en sund og solid virksomhed med en fornuftig likviditet.

 

Foreningens aktiviteter ved adm. direktør Thomas Møller Thomsen

Efter bestyrelsens beretning, som repræsentantskabet tog til efterretning, aflagde FDMs administrerende direktør, Thomas Møller Thomsen, beretning om foreningens aktiviteter i det forgangne år, og han understregede, at finanskrisen ikke er det eneste problem, som FDM slås med i øjeblikket:

– En anden ting, som udfordrer FDM, er den skærpede konkurrence over stort set hele linjen, sagde han. Ganske vist har FDM ikke en konkurrent, som gør det samme som os, men på alle de områder, hvor FDM er aktiv, er der stor og voksende konkurrence.

- Det gælder mediebilledet og lobbyisme, det gælder blad og information, men især gælder det alle vore forretningsområder som test og bilsyn, køreteknik, forsikring, vejhjælp, rejsebureau, camping og bilistbutik, fastslog Thomas Møller Thomsen og understregede samtidig, at den øjeblikkelige økonomiske krise er med til at skærpe denne konkurrence yderligere.

– Selv om FDM har mange loyale medlemmer og et stærkt brand, skal vi være endnu mere markedsorienterede og møde konkurrencen aktivt, sagde han. Ellers er medlemmerne og kunderne ganske simpelt ikke hos os mere. Krisen skal ikke være en undskyldning, men i stedet en påmindelse til os om, at vi også fremover gør vores bedste.


Robust og i god form

– FDM er både robust og i god form, og vi er nutidige og har planer og strategier for fremtiden. Der er grund til at være stolte af alle de resultater, der er skabt gennem FDMs første 100 år. Og vi vil gøre vores bedste for, at vi også får store resultater og succes i de næste 100 år, fastslog Thomas Møller Thomsen.

Afstemning om reviderede trafikpolitiske og forbrugerpolitiske programmer
Efter direktørens orientering var der enkelte kommentarer og opklarende spørgsmål fra repræsentantskabet, hvorefter næste punkt på dagsordenen var vedtagelsen af FDMs reviderede trafikpolitiske og forbrugerpolitiske programmer. Begge programmer er blevet gennemarbejdet og ført ajour og havde været genstand for diskussioner i repræsentantskabet i løbet af efteråret 2008, og vedtagelsen var derfor en formssag. Begge de reviderede politiske programmer kan læses på www.fdm.dk.