Man kunne fristes til at kalde den nye BMW 3-serie for en miniudgave af den populære femmer, men det er faktisk en underdrivelse, for på mange områder overgår den nye mellemklassebil sin storebroder.
Motorerne er forfinede og forstærkede, og kvalitet og udstyr er forbedret, og så er kabinepladsen forøget markant. Dermed kan 3-serien nu sammenlignes med den store BMW 5-serie. Det skyldes ikke mindst, at længden er øget med små 10 cm, og at akselafstanden er øget med fem cm.
Motor har allerede prøvesiddet den nye 3’er, og vi kan melde om markant bedre plads både for og bag.
Designet er typisk for BMW med en lang motorhjelm med forhjulene helt ude i hjørnerne. Kabinen er trukket godt tilbage, så vægten på de trækkende baghjul som altid udgør præcis halvdelen af bilens vægt. Trods vokseværket er den samlede vægt reduceret med 40 kg.
Både ved fronten og ved siderne er de karakteristiske BMW-kendetegn i form af dynamiske linjer til stede i forstærket form.
Økonomiske motorer
Alle motorer er nu forsynet med trykladning, og på benzinsiden er der i begyndelsen "kun" en helt ny toliters firecylindret 328i med 245 hk foruden 335i, der har den fra 5-serien kendte treliters sekscylindrede rækkemotor med 306 hk.
På dieselsiden er eneste model en 320d, der har femseriens toliters dieselmotor med 163 hk.
Alle motorer kan leveres med BMWs egen automatgearkasse med hele otte trin, hvorved forbruget falder, og i det hele taget er der gjort meget for at spare på dråberne. Dieseludgaven kører således hele 24,4 km pr. liter i den særlige Efficient Dynamic version med stop/start og det nye Eco-Pro program, der hjælper føreren med at spare på energien under kørslen.
Mere udstyr end tidligere
Som noget helt nyt for BMW introducerer fabrikken den nye 3-serie i tre udstyrsniveauer: Sport-, Modern- og Luxury Line. Hver designlinje byder på sin egen brug af farver, udstyr og materialer, så man kan vælge den opbygning af bilen, der bedst passer ens egen smag.
På udstyrssiden er særligt et avanceret head-up display (ekstraudstyr) og en stor farveskærm i midten af instrumentbordet (standard) værd at fremhæve.
Den nye BMW 3-serie lanceres over hele verden den 11. februar næste år, og produktionen er netop skudt i gang på BMWs hovedfabrik i München.
Priserne kendes endnu ikke, men ventes at lande på samme niveau som forgængeren, selv om mængden af standardudstyr er øget.
BMW 3-serien
320d ED 320d 328i 335i
1.995 ccm 1995 ccm 1997 ccm 2979 ccm
163 hk 184 hk 245 hk 306 hk
24,4 km/l 22,2 km/l 15,6 km/l 12,7 km/l




Billig autohjælp
Godt billån
Rabat på test og bilsyn
Fordelagtig forsikring
Teknisk og juridisk rådgivning
Bladet Motor
Rabat på campingpladser
FDM forbehold
FDM mastercard
Camping
FDM travel
Køreteknik og motorsport
Netbutik














